Havde russerne seriøse planer om at overfalde Danmark under Den Kolde Krig? Og indgik massiv og hurtig anvendelse af atomvåben i givet fald i disse planer? Det har været afgørende spørgsmål i den hjemlige politiske debat, i den sikkerhedspolitiske forskning og i indretningen af det skrantende danske forsvar, lige siden Sovjetunionen trak sig sejrrigt ud af Anden Verdenskrig.

Svaret fra seniorforsker Steen Andersen fra Rigsarkivet er en dobbelt bekræftelse med potentiale til at skrive den nyere danske historie om. Ja, Østblokken planlagde at slå først under en politisk krise med Vesten, og ja, anvendelse af nukleare våben var en integreret del af denne planlægning.