Kærlighed skulle være den irrationelle følelse, der pludselig får hjertet til at banke for en helt særlig person, som ingen andre ser en fidus i. Men de seneste årtier har evolutionspsykologer fortalt os en anden historie: Kærlighed er et marked, hvor vi benhårdt går efter at score den person, der har højest værdi – den såkaldte mate value.

Møder man op med gode gener, status, rigdom, skønhed eller intelligens, så er man en tier. Har man været knap så heldig, er man måske en femmer eller endda en toer, og så må man vente på, at de mere eftertragtede har fundet sammen, og slå sig til tåls med det, der er tilbage. Hver afvisning er en kontant udmåling af ens placering i det fastlåste kærlighedshierarki.