Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.
Siden Poul Schlüter trådte tilbage i 1993, har Det Konservative Folkeparti haft ni formænd. Selv hvis man ser bort fra Finn Poulsen, der en kort periode i 2011 var fungerende på posten mellem Lene Espersens afgang og valget af Lars Barfoed, er gennemsnitslevealderen for en formand under fire år.
På den baggrund er det i sig selv lidt af en præstation, at Søren Pape Poulsen i august kan fejre tiårs jubilæum – hvis han altså kan det.
Sidste uges rokade i den konservative folketingsgruppe har sat gang i spekulationer om, at Papes udløbsdato nærmer sig. Formodningen er, at valget til EU-Parlamentet i juni bliver den begivenhed, der kan udløse skiftet, selv hvis De Konservative med hjælp fra valgforbund kan skrabe mandatet hjem.
På den baggrund ses valget af Mona Juul som ny formand for folketingsgruppen som et signal om, at hun nu køres i stilling som afløser for Pape. At forgængeren Mai Mercado meddelte sin beslutning om at gå af til Berlingske, før hun orienterede Pape, tages internt som et tegn på, at der bygges op til et skifte, og at Juul har en eller anden aftale med Mercado om tiden efter Pape. Også partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard, regnes internt for en af Juuls støtter, idet hun selv af private grunde har afvist alle tanker om at kandidere.
Rokaden vidner dermed om, at tilliden til, at Søren Pape Poulsen for alvor kan vende udviklingen, er væk. Spørgsmålet er bare, om han selv erkender det, eller om De Konservative skal igennem endnu en blodig formandsofring hen mod sommergruppemødet i august.
Efter sidste uges begivenheder tyder alt på, at Mona Juul i givet fald vil kunne samle det meste af folketingsgruppen, og dermed er den eneste mulige udfordrer Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, som en gruppe i baglandet gerne ser som partiets næste leder.
I sidstnævnte del af partiet er man overbevist om, at Mona Juul er ført i felten af partiets magtfulde, men kontroversielle generalsekretær, Søren Vandsø.
Han og Pape har hele vejen igennem kørt tæt parløb i toppen af partiet, og derfor har Vandsø også internt fået sin del af kritikken for nedturen i valgkampen i 2022. Den utilfredshed markerede sig blandt andet på partiets landsråd i september, hvor omkring en fjerdedel af de delegerede, imod partiledelsens klare ønske, stemte for at beholde Pernille Weiss på listen til EU-valget i juni.
Teorien blandt generalsekretærens modstandere er, at han skulle have indset, at Papes tid er forbi, og derfor vil han nu sikre sin egen magt ved at indsætte en afløser, som han har styr på.
Den slags historier kan selvsagt hverken be- eller afkræftes, men de er til gengæld en del af det faste repertoire, når der bygges op til den slags opgør, som De Konservative har en lang og blodig tradition for.
Det er de kampe, der gang på gang har ført til, at De Konservative har skiftet leder i håb om, at den næste kunne bringe partiet fordums storhed tilbage. For det meste er manøvren endt med det modsatte. Pape var tættest på at indfri håbet, da han i august 2022 på en bølge af gode meningsmålinger meldte sig som mulig statsminister. Godt tre måneder senere var det hele brudt sammen, og nu ligger partiet i meningsmålingerne fast mellem fem og seks procent, som regel nærmere fem. Det er præcis, hvor det lå, da Pape i 2014 tog over efter Lars Barfoed.
Nu er det så efter alt at dømme Mona Juul, der skal forsøge det, som ikke lykkedes for hverken Per Stig Møller, Bendt Bendtsen, Lene Espersen, Lars Barfoed eller Søren Pape: at bringe partiet tilbage i en størrelse, der matcher selvopfattelsen.
Lige nu kigger man ikke uden misundelse på Liberal Alliance og Alex Vanopslagh, der i meningsmålingerne ofte er landets næststørste parti.
Den konservative læsning er, at det nu er Vanopslagh, der har den bølge, som Pape havde, indtil kedelige personsager væltede ham omkuld.
Hvis den læsning er rigtig, kan det give mening at skifte ud i toppen for at komme op på bølgen igen. Men det er nok værd at kigge lidt nøjere på Liberal Alliance, hvis man vil drage en brugbar lære.
Nok er Vanopslagh en uomtvisteligt god kommunikator, men det er han på et fundament af en nøje tænkt politisk strategi, hvor blandt andet konservative dimensioner er føjet til.
De Konservatives strategi op til valget i 2022 var først og fremmest bygget på Papes personlige popularitet, og derfor faldt partiet også, da den faldt.
På den baggrund er det selvfølgelig muligt, at et nyt ansigt i toppen kan give ny medvind. Men det giver ikke i sig selv svar på, hvorfor nogen skulle vælge Det Konservative Folkeparti over de andre partier i den blå familie. Det er ikke nok at ville magten, man skal også ville noget med den.
