#NOTMY­BARBIE

KEN hører af alle dukkeopfindelser til den mest sølle. Ethvert barn betragter ham som et glat vedhæng til Barbies festlige liv – som var han en lidt dyr og triviel taske, hun i et tankeløst øjeblik har købt. Han smides hurtigt hen i et hjørne. Det mest overraskende ved den nye Barbie-film, som i vide kredse hyldes som en feministisk milepæl, er derfor, at Ken udgør den sjoveste og vel nok eneste grund til at se denne lange reklamefilm for firmaet Mattels Barbie-figurer. Ken – i skikkelse af den normalt komplet udtryksløse Ryan Gosling – vil ganske forståeligt gøre op med sin status som Barbies tynde øl. Han vil være en mand i egen ret, også selvom han kommer til at opføre sig tyrannisk, usympatisk, sprælsk, plat og idiotisk. Denne dristige selvrealisering er værd at følge, skønt man aner, hvor det bærer hen.

STJÆLER Ken rampelyset, har det næppe været hensigten. Det er svært at forestille sig, at en film, som hævder at være et opgør med patriarkatet, har ønsket sig at lade manden løbe med al opmærksomheden. Men det er problemet med den slags historier. En kvindelig hovedrolle, der som Barbie er god, fornuftig, pæn, smilende og højst lidt forvirret i sine bestræbelser på at blive normal, går ofte hen og bliver kedelig at være i selskab med. Vi ved godt, vi skal holde med hende, men vi glæder os i langt højere grad til at se hendes grumme, dumme, balstyriske modstykke.

BILLEDET spejlvendes, når man ser en anden af det seneste års store film. Tár – med en formidabel Cate Blanchett i hovedrollen – slog sig ikke op på at være en feministisk film, og man skal nok lede længe for at finde dem, der ville kalde den det. Mærkeligt nok. For det første handler den om en manipulerende lesbisk mesterdirigent, som helt rimeligt rammes af en MeToo-sag. I den forstand er det en film til tiden. For det andet og vigtigst: Skurken, der i sin intelligente og skruppelløse selvberuselse hæver sig over al moral, er en kvinde. Et gæt er, at det er derfor, filmen ikke opfattes som feministisk (og derfor Blanchett skandaløst nok ikke løb med en Oscar for rollen). Den slags formørkede, stærkt interessante figurer har typisk været mandens domæne. Men det burde netop ligge øverst på feminismens liste af krav: Reel ligestilling opnås aldrig, før kvinder i lige så høj grad som mænd får lov at spille onde.