Anmeldelse. Greta Gerwigs Barbie er både forudsigelig og kompleks. En spadag for hjernen og en selvironisk, ideologikritisk metafilm.

Hvad skal vi lege i morgen?

Pr-kampagnen for Barbie har været så perfekt udrullet, at man næsten føler, man har set filmen allerede. Den er sat i scene som årets sommerkomedie, men også mere end det: en klog, kitschet samtidsfabel om kønsroller og feminisme, kommercialisme og selvkritik, der ambitiøst strækker grænserne for mainstreamfilm; for hvor poppet, selvironisk, oprigtig, intelligent, nostalgisk, nyskabende, spektakulært underholdende kan en global blockbuster lige være – på en gang? Barbie vil det hele, det har hun altid villet.

Man kan glemme det, men Barbie var engang en frelser. Barbie begynder med en gulnet sekvens fra gamle dage, dengang små piger kun havde babydukker. Deres lege og fantasi var begrænset til rollen som mor: at pusle om dukkebørn, gå ture med dukkevogne. Men så lander den første Barbie-dukke: en voksen, idealiseret, blond timeglasgudinde, der kunne være hvad som helst: læge, astronaut, præsident. Piger kunne lege, at kvinder kan alt. Og småpigerne smadrer deres babydukker i storslået raseri, de vil have Barbie, drømmen.

lime
(f. 1988) skriver om litteratur og teater, pop- og finkultur, og private følelser. Hun har tidligere undervist i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og er kandidat i samme.

Andre læser også