I STARTEN af 2016 anmeldte et lidt aparte folketingsflertal en såkaldt hasteforespørgsel til den siddende smalle Venstre-regering. Man ville hurtigst muligt have Lars Løkke Rasmussen til at etablere såkaldt statslige flygtningelandsbyer.

Ideen var ment som en håndsrækning til kommunerne, for på den tid kom der tusinder af asylansøgere til Danmark hver måned, og byrden faldt på kommunerne. I december 2015 var tallet 2.700, måneden før godt 5.000. Presset var begyndt i september, da flygtninge- og migrantmasser fyldte veje og jernbanestationer op gennem Europa og forandrede kontinentets politiske landkort.