Klimafornuft

DET har i den forløbne uge lydt, at vælgerne ikke ved nok om klimaforandringerne. Særligt DR har været for tilbageholdende, siger kritikerne, som mener, at der gøres for lidt for at gøre det forståeligt, at klimakatastrofen allerede er indtruffet. Jesper Theilgaard, DRs tidligere vejrvært, vil have flere klimaprogrammer, mens nuværende ansatte siger, at DR skal rydde fladen og indføre redaktionel undtagelsestilstand. Men spørgsmålet er, om de selv har fulgt særlig godt med. Medierne, både danske og internationale, har været fyldt med klimahistorier hele sommeren: om ekstreme temperaturer, hedebølger og skovbrande, desperate landmænd i Spanien, ulykkelige hotelejere på Rhodos, nedtrykkende billeder af tørke og forkullede skove. Har man interesseret sig det mindste for verden denne sommer – og de seneste år – ved man, hvad der foregår.

ER klimaforandringerne en realitet, ses det allevegne: 53,9 grader i Death Valley, Californien, 41,8 grader i Rom, mens de i Beijing har haft flere dage i træk med over 40 grader. Den globale gennemsnitstemperatur var flere dage i juli over 17 grader, hvilket aldrig er målt før. Hedebølger, der før ramte meget sjældent, sker nu hyppigt. Og langt de fleste ved det: Det skyldes global opvarmning. Polarisen smelter hurtigere end frygtet, tørkeperioderne bliver hyppigere og længere. Og det skyldes udledningen af CO₂. De fleste ved også, at temperaturstigningen ikke kan holdes under halvanden grad, og at det vil medføre voldsomme forandringer.

IKKE så snart har man konstateret denne sammenhæng, før man kan pege på andre, der har at gøre med vores egne konkrete handlinger. Flyrejser gør det værre. Oksekød gør det værre. Bilismen gør det værre. Alle ved det. Har man et dejligt sommerhus og holder ferie herhjemme, gør man det også værre. At købe nyt tøj og nye ting og sager – det gør det også værre. Det er mildest talt ikke blevet fortiet: Klimaforandringerne sker, det er vores måde at leve på, der bærer ansvaret.

VIDEN er der nok af, så hvordan kan det være, at vi, vælgerne, ikke kræver mere handling: en hurtigere omlægning af vores samfund! Mindre vækst! Måske skyldes det, at de fleste udmærket også ved, at en omlægning af de mest udviklede samfund ikke gør den store forskel for klodens klima. Den rigeste milliard mennesker bruger fire gange så meget energi som de andre syv milliarder. Disse syv milliarder ønsker samme levestandard som os. Det kræver energi. Det er derfor, Kina bygger et væld af kulkraftværker og bruger mere kul end hele resten af verden tilsammen. Det er derfor, forbruget af fossile brændsler stiger, selvom vi mente, det ville toppe for fire år siden. Billig energi prioriteres over klimaet i store dele af verden. Det kan man beklage, men det er virkeligheden, og den er forståelig: Billig energi giver liv, sundhed, arbejde, uddannelse, social stabilitet. Det ved vi også godt.

DER mangler ikke viden om klimaforandringernes årsager og skadelige virkninger. Der mangler til gengæld både viden og lyst til at diskutere det, der får kineserne og inderne og alle de andre til at tøve: Hvad er konsekvenserne for vores samfund, hvis vi gennemfører en meget mere offensiv klimapolitik? Regeringen siger, at Danmark skal gå forrest, men insisterer på, at det ikke får konsekvenser for nogen; at alt vil fortsætte nogenlunde som før. Men det er ikke rigtigt. Den bedste måde at gennemføre en grøn omstilling er at øge prisen på aktiviteter, der skader klimaet. En virkningsfuld CO₂-skat, der rammer landbruget, vil betyde, at en del landmænd må dreje nøglen om. Hvem vil omlægningen ellers ramme? Hvad skal prioriteres over andet? Den diskussion bliver ikke rejst, og det er ikke så mærkeligt, for det er den sværeste. Omlægningerne vil gå ud over nogen, og ingen synes, det lige præcis skal være dem. På den måde er vi ikke så anderledes end kineserne eller inderne.

MANGLER der noget i mediernes dækning, er det ikke katastrofefortællinger og krav om »nødværgeforanstaltninger«, der kan forhindre »civilsatoriske sammenbrud«, som Dagbladet Information skriver. Den slags formaninger flytter ingenting. Selv Jim Skea, den nye chef for FNs klimapanel IPPC – det vigtigste videnskabelige organ i klimadebatten – siger, at vi må holde op med at diskutere klimapolitik som undergangsscenarier. Det, der mangler, er snarere en sober og ærlig diskussion om, hvad omlægningerne vil betyde konkret. Det giver god mening at gøre Danmark til internationalt klimaforegangsland, men jo kun, hvis vi kan skabe en model, der stadig sikrer vækst og politisk stabilitet – og ikke kræver, at vi fortsat pynter på klimaregnskaberne ved at brænde store mængder udenlandsk skov af eller opfinder flere gigantiske, hundedyre og urealistiske projekter som klimaøer. Hvad vil det betyde at indføre krav om bæredygtighed, når vi bruger offentlige midler? Hvordan kan vi lave rigtige incitamenter til at forbruge mere klimavenligt? Og hvor skal pengene faktisk tages fra, hvis vi skal investere massivt i en dansk omstilling, der går hurtigere end i resten af verden? Der er fortsat for meget bullshit og drama i klimadebatten. Udtrykket klimarealisme har fået et dårligt ry, så lad os i stedet kalde det klimafornuft og tale ærligt og konkret om, hvad det vil kræve af os. Hvor langt vil vi faktisk gå for at ligge i front?