Slægters gang. Theis Ørntoft er nybagt far og udgiver fredag sin længe ventede anden roman, der følger en familie gennem 69 år. »Jeg vil ikke bilde min datter ind, at livet er en gave, for det er det ikke.«
»Jeg forventer katastrofen«
En januaraften i 1997 cyklede den 13-årige Theis Ørntoft ad en mørk landevej mellem Ry og hjembyen Alling, da en varevogn i høj fart ramte ham bagfra. Han blev slynget ned i en grøft, bilisten stak af, og Ørntoft lå i mørket i den kolde regn ude af stand til at bevæge sig – alle musklerne i hans ben var revet over. Han vidste det ikke selv, men hovedpulsåren i ryggen var skåret op, og han blødte så voldsomt, at det truede med at tage livet af ham.
Han forsøgte at vinke til de biler, der sporadisk kørte forbi på vejen, men han lå for langt nede, de kunne ikke se ham. Han greb fat i det våde græs og trak sig langsomt opad med armene, og til sidst lykkedes det: En bil så ham og standsede. I bilen sad en sygeplejerske på vej til aftenvagt på Silkeborg Sygehus, som tilfældigvis havde et saltvandsdrop i handskerummet. Hun lagde tryk på såret, gav ham drop og tilkaldte en ambulance, som kørte ham på skadestuen. Da havde Ørntoft mistet fire liter blod. Lægerne opererede, han svævede mellem liv og død, og den næste måned lå han på sygehuset.
Del:
