Jord

For et halvt år siden begyndte jeg til bikram-yoga. Det er en krævende yogaform, i hvert fald for mig. Hver session består af 26 stillinger, varer 90 minutter og foregår i et lokale opvarmet til over 40 grader. Man ledes hver gang igennem det samme forløb i den samme rækkefølge, læreren giver de samme instrukser på de samme tidspunkter, ned til det mindste ord og tonefald. Og alligevel er to timer aldrig ens. Årsagen til de tilsyneladende uendelige variationer over ét mønster må være, at en krop er lige så indviklet et fænomen som en psyke. Jeg føler mig som en analfabet i færd med at lære en helt ny abc, hver af de 26 øvelser i bikram-yoga er et selvstændigt bogstav i et kropssprog, der er som en ukendt verden for mig.

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg følt mig distanceret og fjern fra min krop; det at have en fysik, med dens indviklinger af arme og ben, er forbundet med besvær, og blandt andet derfor har jeg levet det meste af mit liv oppe i hovedets bisværm af tanker. Men yoga bryder forskellene ned, mellem det, jeg tænker, og det, jeg er, time efter time, øvelse efter øvelse, det er som at blive underlagt en slags militant humanisme, og jeg ved intet bedre, læg dig ned, stil dig op, ud med armene, sådan, sådan, sådan, mindre tanke og mere krop. Ræk hånden frem og hils på folk, ret ryggen og se dem i øjnene. Mere balance, mindre flugt. Med yogaen som intelligent og årtusindgammel teknik er jeg langsomt begyndt at genåbne de tabte forbindelser til kroppens verden. Og forbindelser er der mange af, tusinder på kryds og tværs af arme og ben, og sommetider undrer jeg mig over, hvorfor ingen på min vej gennem skoler og gymnasier viste mig dette kroppens alfabet. At færdes og balancere i sit eget fysiske morads. Det ville jeg gerne have lært. Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste, for yogalokalet er ved at strømme over af folk. Det er en lang og besværlig rejse. Der findes ingen genveje her, processen er håndgribelig og tung som jord.