Luftalarm. Vi siger, at »menneskeheden« har skabt den globale opvarmning. Men det er forkert. Det er en særlig, lille del af menneskeheden. Sådan nogle som os. Som mig.
En stol i himlen
Vi lettede tidlig morgen fra San José i Costa Rica, tågen lå stadig om trækronerne på de bløde bakker, vi fløj mod nord over havet, og jeg sad ved vinduet og så fortryllet ned på koralrev og caribiske øer, som udfoldede sig i former og dimensioner, der mindede om broccoli eller den underlige ringeksem, jeg af og til fik på armen som barn. En mellemlanding mellem blikpladetag i San Salvador, og så svævede vi over mexicanske ørkenoliefelter, flade, sorte, geometriske Bauhaus-værker på ørkensandet, over grænsen og ned til L.A., hvor det var forår og luften frisk og sprød. Så natfly over Stillehavet, containerskibene blinkede i mørket under os, jeg havde tre sæder for mig selv og vågnede først, da solen stod rød og rund over Auckland – nu var det pludselig efterår. En sidste mellemlanding, så var vi i Sydney, hvor jeg trådte ud på gaden med en fantastisk fornemmelse af at eksistere fysisk på jordkloden.
Det er et årti siden, vi havde solgt min afdøde fars parcelhus og brugt pengene på en jordomrejse med en snes flyafgange. Dengang talte ingen om flyskam, og de færreste vidste, hvad et carbon footprint var, jeg gjorde i hvert fald ikke.
Del:
