DRs dokumentarserie Sexisme i musikbranchen er ved at få et tvivlsomt efterspil. Det, der serveres som et opgør med seksuelle krænkelser, er ved at udvikle sig til et krav om, at kvinder skal sikres en bedre musikkarriere. 

Løsningen på de konkrete overgreb ligger tilsyneladende i, at musikerne Martin Brygmann og Claes Antonsen stopper deres grænseoverskridelser, og at kvinder får flere pladekontrakter, spilles mere i radioen og optræder på flere festivaler. På ryggen af seksuelle overgreb vil man kræve privatøkonomiske og karrieremæssige fordele til hele sit køn. 

Det ligner et klassisk mission creep, hvor man udnytter momentum i én arena til at indføre tiltag, der gavner et helt andet formål.

Dokumentarens præmis er, at alt er forbundet. Sexisme er et kontinuum, og det er den samme struktur, der står bag, når en kvinde krænkes seksuelt eller ikke bliver spillet i radioen, eller når der ifølge dokumentaren er fem procent kvindelige musikere på Nibe festival. Det hele hænger sammen.

Pressefotos: Sean Westring, Impact TV, Thea Sloth Jørgensen, DR
Pressefotos: Sean Westring, Impact TV, Thea Sloth Jørgensen, DR

Desværre klinger det af konspirationsteori, at den samme belejlige gerningsmand står bag alle kvinders problemer, at én magt styrer verden, og at alle mænd, ja måske selv kvinder bærer i os et kvindehad, som kun kan udryddes med udskamning, mental genopdragelse og kvoter.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Dokumentarens problem er, at den blander rigtige krænkelser sammen med alt godt fra øvelokalet. 

En sangerinde får flere gange at vide »Vis mig dine patter,« en anden bliver groomet, da hun er 16, og Signe Svendsen fortæller, at hun vågner en nat ved, at Martin Brygmann tager hende på brysterne. Disse grænseoverskridelser beskrives side om side med Pernille Rosendahl, der beklager sig over, at hun blev sammenlignet med superstjernen Björk af en ansat i musikbranchen. For hende betød det nemlig, at »der var ikke plads til en af mig«. Magen til krukkeri skal man lede længe efter. Hvis man er utilfreds med at få at vide, at man har globalt potentiale, bliver man nok ikke glad for nogen løsning. 

Samtidig præsenteres dokumentarens faktatekster med en underlægningsmusik, som var en hvidhaj på jagt efter kvinderne.

For eksempel en påstand om, at 79 procent af kvinder i musikbranchen laver om på sig selv »for at passe ind«. Mon ikke det gælder for 100 procent af menneskeheden?

Efter beskrivelserne af krænkelser rykkes målstregen i dokumentaren. Det fremgår tydeligt, at en krænkelsesfri musikbranche ikke er nok. Forklaringen om, at DR allerede spiller flere kvinder end »udbuddet« tilsiger – som redaktionschef Gustav Lützhøft siger i dokumentaren – affejes med et fnys. Der må hårdere værktøjer til i kønnenes store torskegilde. 

Et musikfællesskab ved navn Ekho Ekho har fortalt til DR, at kvinder må booke gratis øvelokaler med tamponer ad libitum for at hjælpe udviklingen på vej. Dummere bliver det næppe. En af kvinderne fortæller til DR:

»Jeg er megataknemmelig for at kunne øve herude gratis uden at skulle have penge op af lommen, fordi der er supermange udgifter som upcoming artist.«

Også for mænd, skulle man tro. 

Dokumentaren og løsningerne udstiller alt det, der får mange danskere til at stejle over sexismedebatten: Alle vil gerne være med til at stoppe krænkelser, kun få gider hænge på, når debatten efterfølgende kører af sporet.