Får vi mon en regering?

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev 'Mandag Mortensen'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Hvis man fastholder, at Folketingets traditionelle afslutningsdebat, der blev holdt for et par uger siden, er afslutningen på den indenrigspolitiske sæson, må Folkemødet på Bornholm være en slags efterfølgende hyttetur for den politiske klasse.

Uden at nedgøre betydningen af eventet på solskinsøen kan man vel godt hævde, at mødet trods en massiv tilstedeværelse af både politikere og journalister ikke gav anledning til nyheder, der vil blive husket, når sommeren til sin tid går på hæld.

Skal man alligevel finde et budskab af nogen interesse, kan det være, at statsminister Mette Frederiksen skruede en kende op for retorikken, når det handler om manglen på trang til at vende tilbage til rød blok, som vi kendte den før SVM-eksperimentet.

På scenen hos Dansk Industri, flankeret af Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen, sagde hun:
»Jeg kan ikke forestille mig, at jeg kommer til at støtte, at vi skal tilbage til blokpolitikken (…). Der er godt nok langt fra os til Enhedslisten.«

Nu er der jo meget, man ikke kan forestille sig, før det indtræffer, men det er tydeligt, at de tre partiledere i regeringen trods uenigheder om pensionsalder, udenlandsk arbejdskraft og mindst et par ting mere egentlig godt kunne tænke sig at fortsætte som trio.

Der er lige det problem, at man på et tidspunkt – senest næste år – skal spørge vælgerne, og selv på en god dag mangler de tre partier 20 mandater, hvis man skal tro meningsmålingerne.

Der skal altså efter alt at dømme noget andet til, men hvad?

Hvis man forsøger at udregne tværsummen af partiledernes meldinger om, hvem de kunne tænke sig at støtte eller sidde i regering med, men især hvem de i hvert fald ikke vil være i stue med, og ganger den tværsum med gennemsnittet af meningsmålinger, må konklusionen være, at Danmark efter næste valg ikke får en regering.

Mette Frederiksen vil ikke rød blok og vist slet ikke Radikale Venstre. Pia Olsen Dyhr vil godt hen over midten, men ikke med Venstre eller Konservative, Lars Løkke Rasmussen vil ikke med yderfløjene og Morten Messerschmidt vil ikke lægge stemmer til en regering, hvor Lars Løkke får noget, der blot minder om posten som revisorsuppleant.

Nu er sagen bare, at man ikke skal lægge alt for meget i den slags meldinger. Måske husker man stadig, at daværende Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen under ingen omstændigheder ville hverken det ene eller andet med Socialdemokratiet.

»Vi vil noget forskelligt. Og jeg stoler ikke på Mette Frederiksen,« sagde han i oktober 2022.

En måned senere »lænede han sig ind« i projektet, og yderligere en måned efter havde han fået hele kroppen med.

Det er selvsagt ikke et eksempel til efterfølgelse, og derfor kan man opleve, at eksempelvis den konservative partileder, Mona Juul, taler meget utydeligt om eventuel deltagelse i en regering med Socialdemokratiet. For nok foretrækker hun en blå regering, men mandaterne kunne jo falde, så Juul skal vælge mellem Frederiksen eller fire år mere på oppositionsbænkene. Derfor skal der ikke kunne findes et gammelt citat som det, der forfulgte Ellemann hele vejen ud af politik.

De Radikale, der stadig er i en slags bearbejdelsesproces ovenpå den noget gådefulde exit fra regeringsforhandlingerne, siger, at de kan både det ene og andet. Men man skal alligevel have en livlig fantasi for at se Martin Lidegaard og Zenia Stampe i regering med Messerschmidt og Støjberg.

Morten Messerschmidt, der nu har meldt sig ind i blå blok med fælles kronikskrivning og konvent til september, har på det seneste anslået en mere forsonlig tone i forhold til Venstre. Så må tiden vise, hvad han finder ud af, hvis der skulle blive brug for Løkkes mandater også.

Der er med andre ord trods bastante afvisninger af det ene og andet også en betydelig elasticitet at forholde sig til.

Så vi kan formodentlig fastslå, at der også efter næste valg bliver dannet en regering. For lærte vi noget af regeringsdannelsen i 2022 er det, at det meste kan lade sig gøre, når magten ligger og frister.