I de to nye episoder af TV 2s stærkt opsigtsvækkende dokumentarserie Den sorte svane afsløres det, hvordan kildeførere i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) tilsyneladende har brugt Amira Smajic til at overvåge journalister og deres kilder. Eksempelvis har hun stjålet data fra en TV 2-journalists harddisk og sendt det til NSK samt taget billeder af en podcastværts taske. Det har vakt kritik fra journalistisk hold.

»Her gik vi og troede, at vi levede i et velfungerende demokrati og retssamfund, men politiet kunne åbenbart ikke dy sig for at krænke pressefriheden, stikke snablen dybt ind i journalistiske redaktioner og stjæle informationer,« har Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør hos Danske Medier, udtalt til TV 2.