Broderskab. Hvad Casper Christensens kristne mandegruppe kan fortælle os om mænd og tro.
Mænd ved verdens ende
Casper Christensen og Thomas Raun til søndagsgudstjeneste i Hillsong. De to venner stiller sig altid på de forreste rækker. Foto: Daniel Hjorth
Over middag en søndag i maj sænker præsten en ung mand i poolen. Han er bare under et øjeblik, men da han bryder vandspejlet, mærker han en kraft, som er svær at beskrive. Nu løfter han armene i vejret og hopper på stedet med knyttede næver, mens tilskuerne hujer. Han er døbt, 23 år gammel, for et år siden kendte han ingen gud, men denne dag føles som den første i resten af hans liv. Han slår sig på brystet. Han brøler.
Han kravler op, ranker ryggen i drivvåd T-shirt. De spinkle arme ryster let af kulde. Han lukker øjnene og sænker hagen mod brystet, som stiger og falder i små ryk, mens dråber rejser fra hans blonde hår over panden mod næsetippen, hvor de samler sig og svæver mod gulvet dryp efter dryp. Han mærker en hånd på ryggen. »Må Gud give dig barmhjertighed,« messer en stemme. Så dukker en anden ung mand op fra bassinet, stiller sig ved dem med lukkede øjne. »Jesus, Jesus, Jesus.«
Del:
