CEPOS’ nyansatte direktør, Jes B. Christensen, blander sig nu i diskussionen om danskernes arbejdsmoral og de børnefamilier, der flytter ud af byen for at gå ned i tid og tempo. Især May My Humaidan, forfatter til Ærø Manifestet, er blevet kritiseret for at opfordre flere til at lægge deres liv om. Men ifølge Jes B. Christensen er hun i sin gode ret til at leve på en anden måde, end velfærdsstaten ønsker.

»Jeg synes, hun er supermodig. Maj My Humaidan ønsker at gøre noget andet med sig selv og sin familie. Hun skriver i sin bog, hvordan hun indretter sig spartansk og går i genbrugstøj, men hun får overskud til at være en hel masse for fællesskabet. Hun har nogle værdier, der ikke nødvendigvis er systemets værdier, og jeg er 100 procent på hendes side i den diskussion.«