Rend mig i stroferne

»Nu kommer fuglene igen.« Dorte vugger i augustsolen med sanghæftet bredt ud foran sig. »Og lyset vælter pludselig ind.« Hun synger for, artikuleret og rent. Hun er musiker og har sit eget band. »Det kommer gennem alle sprækker. Lyse nætter er tilbage.« Godt 20 gæster følger hende og vugger med. De kigger i teksten, men kan den udenad. »Alt, hvad der rørte sig, blev gemt.« Dorte ser glæden i deres vidtåbne øjne. Er det ikke bare livsbekræftende, tænker de sikkert. »Da du var rejst, var det så nemt.« Selv gør hun det for pengenes skyld. Dorte hader fællessang. Så kunstigt, så højtideligt, det gør næsten ondt, og så lige »Lyse nætter«, hold op, hvor hun væmmes.

Det her kommer nok som et chok for højskolefolket, men der er en million danskere som Dorte (hvis efternavn er udeladt af jobhensyn), der af den ene eller anden grund ikke bryder sig om at synge sammen med andre. Det viser en spørgeskemaundersøgelse fra 2022 om dansk sangkultur. Her svarede over hver femte (22 procent), at de var uenige i udsagnet »Jeg kan godt lide at synge sammen med andre«. Mange af dem fandt det direkte ubehageligt at synge fællessang, mens over hver fjerde syntes, det nemt blev pinligt. En af forfatterne bag undersøgelsen er Lea Wierød Borčak, seniorforsker og leder af Enhed for Sangforskning, Aarhus Universitet.