STOCKHOLM – Det er ikke det nemmeste i verden at få øjenkontakt med John M. Jumper. Hans støvblå øjne flakker hele tiden hvileløst rundt i lokalet.

Først kigger han lidt på loftet. Så på de sennepsgule vægge og på de mange fremmede mennesker omkring ham. Til sidst fæstner han blikket på et punkt over min skulder, som om han stirrer direkte ind i fremtiden og ikke længere ænser nutidens distraktioner lige foran sig.