Museumsaktivisme. Politikerne har sagt undskyld til kvinderne på Sprogø og drengene fra Godhavn. Men Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg graver videre i fortiden for at ruske i nutiden og påpege nye svigt.
Velfærdsstatens brutale omsorg
Illustration: Marie Boye Thomsen
Forsorgsmuseet i Svendborg er ikke et sted, der ligefrem lokker sine besøgende indenfor. Der er noget truende over bygningerne på bakketoppen. Gårdarealerne er omgivet af høje mure og pigtråd, vinduerne er små og sprossede, der er både lås og slå på de fleste af dørene. Også de nøgne, krogede trækroner ved siden af indgangen knirker ret uvenligt i blæsevejret. »Vi glemmer jer aldrig,« står der over den mørkegrønne port. En hilsen til dem, der igennem social- og forsorgshistorien er blevet anbragt – og gjort fortræd.
Bygningerne, der i dag huser Danmarks Forsorgsmuseum, fungerede fra 1872 til 1974 som Svendborgs Fattiggård. I Nordfløjen boede de »uværdigt fattige«, de fordrukne og dovne, mens de »værdigt fattige«, de uheldige, ældre og lødigt syge, boede i Sydfløjen på den anden side af pigtrådshegnet. De fik mad, et bad og en seng, men også en hel del arbejdsopgaver – fra 6.30 til 17.30 var der en del, der skulle bestilles. For arbejde er godt for moralen, sagde man også i 1870erne. Til gengæld for omsorgen opgav de værdigt såvel som uværdigt fattige i mange år deres myndighed og stemmeret. Velfærdsstatslig omsorg var – og er – en kompliceret størrelse.
Del:
