Der findes et kurdisk eventyr om en tyrannisk konge ved navn Dahak. Han kidnappede alle landsbyens børn og gemte dem på et slot i bjergene. Indtil nogen gjorde oprør. En smed ved navn Kawa dræbte kongen og satte ild til slottet. Han befriede folket.

Forleden dag, anden søndag i advent, fandt Jan Pêt Khortos fireårige søn sin far med tårer trillende ned ad kinderne. Han sad i dagligstuen i Mørkhøj, hvor et persisk tæppe ligger foran et pyntet juletræ, og kunne ikke stoppe.