Vejen til Damaskus

ISRAEL har på ganske få måneder væltet Mellemøstens magtbalance omkuld. Det står klart, efter at den syriske præsident Bashar al-Assad i weekenden måtte flygte ud af landet, mens hovedstaden Damaskus blev erobret af den sunniislamiske oprørsgruppe Hayat Tahrir al-Sham. Udviklingen er forbløffende. Skønt diktatorens hastige fald også kommer bag på regeringen i Jerusalem, er der ingen tvivl om, at den israelske hærs meget præcise bombeangreb mod Hizbollah og Iran banede vejen. Det var våbenhvilen mellem Israel og Libanon, som øjeblikkeligt fik islamisterne fra Idlib i det nordlige Syrien til at starte deres pickuptrucks og køre sydpå. De fornemmede, at styrker fra Iran, Rusland og Hizbollah, som under borgerkrigen for få år siden dannede bolværk mod Assads fjender, ikke længere havde kræfter til at stille sig i vejen. Begivenheden er så skelsættende og omkalfatrende, at det knap nok bemærkes, at Israel efter kuppet har udraderet næsten hele det gamle regimes flåde og luftvåben, som Jerusalem nødig ønsker skal falde i de forkerte hænder. Assads giftgasdepoter skulle angiveligt også være blevet ramt. Den iranske modstandsakse ligger i ruiner.

ER det næppe, hvad Yahya Sinwar havde i tankerne, da han iværksatte sit terrorangreb fra Gaza 7. oktober, kan vi i dag fastslå, at Hamas-lederens plan slog totalt fejl. Hans tænderskærende scenarie var, at massakren ville antænde den iranske ildring, der udgik fra militser i Libanon, Syrien, Irak, Vestbredden, Gaza og Yemen. Flammerne ville fortære den dekadente zionistiske stat. I stedet er det Israel, som på få måneder har fået stynet Irans militære dominans over hele det store område. Nu er både Hamas' og Hizbollahs ledelse stort set elimineret. På samme vis er Syriens militær sat ud af kraft, og Irans Revolutionsgarde, som stod for at udbrede styrets internationale styrke, stækket. Irans åndelige leder, ayatollah Khamenei, kan nu ved selvsyn konstatere, hvor hurtigt man kan blive nødt til at pakke sine kufferter.