Mellemøsten. Det syriske regimes fald bør føre til et opgør med endnu et fastfrosset dogme fra det 20. århundrede: landegrænsernes ukrænkelighed.
Stregerne i sandet
»Historien om det syriske diktaturs sammenbrud bør stå på de sidste sider i den større fortælling om Mellemøsten, vi kender. Og illustrationen er et kort over regionen, vi har set på i hundrede år, et kort i opløsning,« skriver Martin Krasnik. Illustration: Peter Wandel
Det var den tjekkiske præsident og landsfader Tomas Masaryk, der sagde det bedst: »Diktatorer ser altid flotte ud – lige indtil de sidste fem minutter.« Sådan var det for den flotteste af dem alle, oberst Gaddafi, der endte sine dage, mens han forsøgte at skjule sig i et afløbsrør. Sådan var det for den stolteste, Saddam Hussein, der elskede sine habitter og velplejede overskæg. Han lignede en vildmand, da han blev hevet ud af et jordhul for derefter at blive hængt i en betonkælder som en simpel forbryder.
Bashar al-Assad, hvis efternavn betyder Løven, nåede at undslippe, som en mus, der pilede væk, en kujon, der ellers altid har sagt, at han aldrig ville forlade sit land, skal nu leve resten af sit liv som flygtning i et gyldent russisk musehul.
Del:
