STATSMINISTERIET får hård kritik i den beretning, Minkkommissionen afleverer i næste uge. Det kan vi fortælle i ugens udgave af Weekendavisen. Kommissionen gennemgår, hvem der gjorde hvad i de dage i november 2020, hvor regeringen uden lovhjemmel besluttede at aflive alle mink i landet. Kommissionen lægger ikke fingrene imellem. Den skriver, at Statsministeriet tog den »overordnede og styrende rolle« i den »forcerede proces« op til det famøse pressemøde den 4. november, hvor Mette Frederiksen meddelte beslutningen. Den skriver også, at Statsministeriet har handlet »meget kritisabelt« i det forløb, der »førte til den grove vildledning af minkavlerne og offentligheden og den klart ulovlige instruks til myndighederne i forbindelse med pressemødet«. Kommissionen er meget præcis i kritikken: Statsministeriet tog styringen, da regeringen besluttede at nedlægge et helt erhverv ulovligt, og vildledte groft befolkningen.

SVIGTEDE Statsministeriet sit ansvar i de hektiske dage, er det også tydeligt, at Kommissionen gennemhuller statsministerens hidtidige forsvarsværker. Mette Frederiksen har ladet forstå, at mødedeltagerne i regeringens koordinationsudvalg den 3. november egentlig bare skulle ses som en slags ekspeditionskontor, der førte Fødevareministeriets indstilling videre i systemet. Kommissionen siger nej: På KU-mødet »blev truffet en fælles beslutning, som satte en årsagskæde i gang frem til pressemødet den 4. november«. Mette Frederiksen har sagt, at ansvaret for beslutningerne må falde på fagministerierne, særligt Fødevareministeriet, hvor Mogens Jensen mistede sin ministerpost. Kommissionen siger nej: Statsministeriet tog en styrende rolle.