Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Godformiddag og velkommen igen til Weekendavisens daglige nyhedsbrev. Frankrig – hvor jeg befinder mig i skrivende stund – skuffer heldigvis aldrig, så stof skorter det ikke på.

På talrige læseropfordringer har jeg valgt ikke at flove mig over min faible for citater af franske filosoffer og andre kloge hoveder, men i stedet gå planken ud, for som allerede semiotikkens grand old man Roland Barthes skrev i sin essaysamling Le bruissement de la langue fra 1984: »at citere er at påkalde sig vægten fra en andens stemme«.

Dagen ifølge

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Fredsaftale i Mellemøsten?

Selvom jeg har haft som erklæret mål at styre uden om de alt for åbenlyse fællesdagsordener, er det næsten umuligt at komme uden om den fredsaftale mellem Hamas og Israel, som er blevet indgået i Mellemøsten. Ifølge USAs præsident Trump skulle den føre til frigivelsen af alle resterende israelske gidsler og en våbenhvile, som israelerne fejrede med fest og farver (og fortsat bombardement af Hamas-faciliteter i Gaza). 

Donald Trump og Benjamin Netanyahu i Det Hvide Hus i slutningen af september. Foto: Kevin Lamarque, Scanpix
Donald Trump og Benjamin Netanyahu i Det Hvide Hus i slutningen af september. Foto: Kevin Lamarque, Scanpix

Meget kan endnu nå at gå galt, men for en gangs skyld ser det ud til, at der er lys for enden af tunnelen – beklager det let upassende billede, men efter et af de største blodbade i områdets historie og to års intens krig virker galgenhumor passende. Og som den gamle kansler Otto von Bismarck så rigtig bemærkede om traktater og våbenhviler: »De ophører med at være bindende, så snart de kommer i konflikt med kampen for at overleve.«

2. Frankrig får ny premierminister fredag aften

I Paris er der ingen, der danser på gaden efter nyheden om, at præsident Macron fredag aften vil udpege en ny premierminister. For ingen tror rigtig, det vil trække Frankrig op af dyndet, og på gaden er folk beskæmmede over at have erobret titlen som Europas mest politisk ustabile land fra Belgien og Italien. 

Tilbage står, at Macron ikke trækker sig, og at der er flertal for ikke at udskrive nyvalg, så mange franskmænd håber alligevel, at deres folkevalgte endelig vil erkende, at det franske ord parlamentarisme jo indebærer samtaler, lytteevne og kompromiser. Af samme grund lovede den afgående premierminister, Sébastien Lecornu, da også i går i et langstrakt tv-interview, at målet var at styre uden om folk med personlige ambitioner om at stille op ved næste præsidentvalg i foråret 2027.

Præsident Macron vil på fredag udpege en ny premierminister. Foto: Benoit Tessier, Scanpix
Præsident Macron vil på fredag udpege en ny premierminister. Foto: Benoit Tessier, Scanpix

Og når man ser, hvordan Macrons nærmeste lægger luft til ham for at forberede sig på præsidentvalget, forstår man bedre den beslutning. Tidligere premierminister og leder af Macrons parti, Renaissance, Gabriel Attal, sagde således forleden, at han »ligesom mange franskmænd ikke længere forstår præsidentens beslutninger«. Ligesom Édouard Philippe, der også har været Macrons premierminister, opfordrede ham til at træde tilbage og fremskynde præsidentvalget.

At der skal handles nu, er der ingen tvivl om: Det første forslag til en finanslov skulle i princippet afleveres allerede på mandag, så det er på høje tid at få stablet en levedygtig regering på benene, for som den gamle britiske Labour-premierminister Clement Attlee sagde: »Demokrati er at regere ved hjælp af diskussioner, men det er kun effektivt, hvis man kan få folk til at holde op med at snakke.«

3. Net-evangelisme

Jeg fortsætter ufortrødent min egen BookTok og nævner i denne ombæring et værk, som udkom i går, og som jeg slæbte hjem fra min stamboglade i rue de Bretagne, og som nu ligger på natbordet og lokker øverst i bunken: Det er en antologi, som forskningsleder ved SciencesPo i Paris Alain Dieckhoff står bag, og som endegyldigt gør op med 90ernes gladnaive »Fukuiyamitis«, som politologer skæmtsomt kalder troen på, at alle langsomt og i takt med globaliseringen ville tilslutte sig det liberale demokrati (efter Francis Fukuyamas bog Historiens afslutning, 1992).

Historien sluttede alligevel ikke med Francis Fukuyama 'Historiens afslutning'. Arkivfoto: Søren Bidstrup, Scanpix
Historien sluttede alligevel ikke med Francis Fukuyama 'Historiens afslutning'. Arkivfoto: Søren Bidstrup, Scanpix

Bogens centrale tese er nemlig tværtimod, at vi – selvom religionen overordnet er på tilbagetog – ser en dramatisk vækst i tilslutningen til radikale både islamistiske og kristne evangeliske strømninger. Så hvis man gik og troede, at moderniteten endegyldigt marginaliserede religiøse tosserier, må man desværre tro om igen: Fra Indiens hindunationalistiske Narendra Modi til Hamas’ islamistiske dødskult og Vladimir Putin, der i 2022 lod sig kalde »chefdjævleuddriveren for Ukraine« af den ortodokse kirke.

Man skulle være et skarn, hvis ikke man savnede udsigten til en fredelig og mere verdslig pærevælling.

4. Dagens glade nyhed

Ikke så få læsere har lunet sig ved nyhedsbrevets afsluttende gode nyheder, og de skal naturligvis ikke snydes i dag. Vi har således i de forløbne dage set et glimt af længere liv, bedre syn og enden på cancer. 

Men hvad nytter det, hvis der ikke er nogen hjemme på øverste etage? Hvis hjerne og kognitive evner svinder ind? Så sidder man der som en forkalket porre og glaner lige ud i luften. Men ved De nu hvad? Også her er der håb: Forskere ved Cedars-Sinai-hospitalet i Los Angeles har haft held til at tvinge alzheimers på retræte (hos mus) ved at opdyrke såkaldt mononukleære fagocytter, yngre immunceller af ældre stamceller, der – når de blev injiceret i alzheimerramte mus – førte til betydelig fremgang i såvel hukommelse som hjernekapacitet. 

Midt i de gode nyheder er det i øvrigt altid trist, at man, hver gang man læser abstracts og forskningsnyt på officielle amerikanske hjemmesider med fagfællebedømt medicinsk og biokemisk forskning, konstant støder på en advarsel om, at de lever på lånt tid, fordi Trump-regeringen har kappet deres offentlige finansiering (undskyld, det var ikke for at drysse malurt eller skarntydesaft i bægeret).

Så for dælen, det var alt for i dag. Men i morgen går det igen over stok, sten og lige ned i Deres indbakke. Indtil da vil jeg efterlade Dem med følgende lystige aforisme fra den amerikanske essayist Clifton Fadiman i 1940erne, som nok hænger på væggen i ethvert fransk musehul: »Ost er mælkens spring mod udødeligheden.«

Og husk: Med Weekendavisen under armen sikrer De Dem, at deres hukommelse og almendannelse ikke ender som en schweizerost fuld af huller.

På gensyn i morgen,

Ærbødigst
Aske Munck