Vi kommer aldrig til at se en dansk filminstruktør som Anders Thomas Jensen igen. Det skyldes ikke hans baggrund, selvom den er ganske usædvanlig: Han er arbejderdreng fra Frederiksværk, og han har brolagt sin egen vej til en position som landets mest prominente manuskriptforfatter og som instruktør i egen ret. En skæv, autodidakt skikkelse, der som en sjællandsk Quentin Tarantino fik sin filmuddannelse gennem 1980ernes leje-vhs’er.

Nej, det unikke ved Anders Thomas Jensen er snarere, at han landede direkte i et smørhul i dansk filmhistorie. I 90erne stod filmscenen i stampe, men den havde også en kraftfuld industri i ryggen, og biograffilmen var stadig den centrale underholdningsform for den brede offentlighed. Filmdanmark ventede egentlig bare på, at nogle geskæftige unge mennesker med gode ideer skulle komme og ruske i vanetænkningen.