Dagen ifølge Anders Boas

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

»Vi må da kunne tale om tingene,« siger vi gerne. Men måske er det ofte en illusion, at samtale kan løse de rigtig store problemer. Det virker, som om vi befinder os i en verden, hvor diplomatiet og de fælles spilleregler er tvunget i knæ.

Rå magt er blevet lingua franca i den nye verdensorden, og man spørger sig selv, om den små- og storpolitiske parterapi bare er blevet en overspringshandling, indtil nogen får fundet den store hammer frem.

Har det hele tiden været naivt at tro, at vi kan snakke os til fornuft, at vi bare skal lære at forstå, hvad de andre tænker, og så vil vi pludselig komme overens? Nogle gange kommer man jo faktisk til at føle større afsky for andre, når man opdager, hvad de faktisk tænker.

1. Præbabylonske tilstande

Mens telefoner stadig var noget, der sad fast med en ledning i væggen, talte man optimistisk om den globale landsby, hvor mennesker over hele kloden ville komme tættere på hinanden og have en fælles samtale ved hjælp af den nye kommunikationsteknologi.

I dag vil de fleste nok mene, at konfliktniveauet ikke just er blevet dæmpet, selvom vi aldrig har haft bedre mulighed for at høre, hvad folk fra nær og fjern mener om stort og småt.

Jeg siger ikke, at Gud var forkert på den, da han gav folkeslagene forskellige sprog for at forhindre menneskets fælles stræben efter himlen, men min fornemmelse er, at vi nok alligevel var blevet afbrudt af ævl og kævl, selvom vi alle havde talt samme sprog.

Nu er der imidlertid mulighed for at afprøve det i praksis, efter at Apple i går præsenterede årets nyheder, der inkluderer et par nye AirPods Pro, der kan slukke for din fremmedsprogede samtalepartners uforståelig plapren og i stedet give dig en oversat udgave i ørene ved hjælp af støjreduktion og kunstig intelligens.

Nu kan menneskeheden – dem med de her AirPods i hvert fald – endelig tale sammen uden tolk, men til gengæld vil man ikke længere kunne tale grimt om andre, når man er i udlandet i formodning om, at de omtalte nok ikke forstår ens danske mishagsytringer.

Det er i hvert fald en god grund til at bevare sprogbarriererne og leve i lykkelig uvidenhed om, hvad de andre siger.

2. Sig det med bomber

Nogle siger det med ord, andre lader handlingerne tale, og hvis man er træt af samtalen, kan man jo altid forsøge at slå sine samtalepartnere ihjel.

Det er angiveligt, hvad Israel forsøgte, da de angreb Hamas' forhandlingsdelegation i Qatar i går aftes.

Netanyahu lader til at være en handlingens mand, og Israel har jo også haft en vis succes med de dristige overraskelsesangreb mod Iran og Hizbollah, der så stort på gængse normer for høflig krigsførelse. Man har måske endda fornemmet et slægtskab med Trump, der også lader til at have en forkærlighed for at slå først og snakke bagefter.

Denne gang er der dog kurrer på tråden mellem Israel og USA. I hvert fald lod Trumps talsperson hurtigt offentligheden vide, at præsidenten var temmelig utilfreds med angrebet i Qatar, der er en af amerikanernes tætte allierede i området.

Måske har Israel også givet de ellers så splittede naboer en grund til at samarbejde, som Weekendavisens Waleed Safi skriver i sin analyse af gårsdagens begivenheder.

Samtale løser ikke nødvendigvis problemerne, men spørgsmålet er, om Netanyahu denne gang trods alt er trådt et skridt for langt med sin handlekraftighed?

3. Tale er sølv, guld er … guld

Nogle konflikter ser bare ud til at være umulige at løse. Men så kom nyheden om, at der er sat punktum (eller måske snarere semikolon) i en af de sidste årtiers mest dysfunktionelle familiesammenkomster.

Den nærmest uendelige saga om magten i Murdoch-familiens medieimperium lader til at have fået en foreløbig konklusion, men det lader ikke til at være et udslag af den familieterapi, som dynastiet angiveligt tidligere har benyttet sig af.

Nej, det er vist de tre gange en milliard dollar, som familieoverhovedet Rupert Murdoch og hans udvalgte arving, Lachlan, angiveligt har kastet efter tre andre Murdoch-børn for at købe dem ud af koncernen, der endelig har virket.

Måske kan samtale virkelig løse selv de mest betændte stridigheder – hvis bare der er nok advokater og penge involveret.

I hvert fald er det en anledning til at læse eller genlæse det lange portrætinterview med den detroniserede søn James Murdoch, som The Atlantic bragte tidligere på året.

Det er et herbarium af fantastiske kommunikative sammenbrud, som da farmand Ruberts iskolde advokat til et juridisk møde stiller sønnen nedladende spørgsmål som:

»Har du nogensinde haft succes på egen hånd?«

»Hvorfor var du for travl til at sige tillykke med fødselsdagen til din far, da han fyldte 90?«

»Har det slået dig, at i din udlægning er det altid nogle andres fejl, når noget går galt?«

Ifølge artiklen opdager James imidlertid, at spørgsmålene ikke er den skånselsløse advokats påfund, men bliver sendt via telefonen fra faren, der sidder tavst ved siden af advokaten.

Nogle gange er tavshed måske at foretrække.

På gensyn i indbakken i morgen
Anders Boas