Spørgsmål og svar. Martin Krasnik blev passet op på gaden af filminstruktøren Omar Shargawi. Her er svarene på hans spørgsmål.
Støtter jeg folkedrab?
Kære Omar Shargawi
Du fulgte i sidste uge efter mig på gaden i København og stillede en række spørgsmål. Det var en noget akavet situation, men også en efterhånden udbredt figur: Aktivist prøver forgæves at få svar fra en flygtende magthaver, lagt op på stort set alle medieplatforme. Jeg sagde, at jeg ikke havde tid lige dér, men at jeg selvfølgelig gerne stiller op anytime.

Jeg har ment noget offentligt om Mellemøsten i snart 30 år, så det er kun rimeligt at udspørge mig. Jeg har jo gjort det samme med en del meningsdannere. Jeg sætter især pris på at diskutere med folk, jeg er meget uenig med: Det meste af denne debat handler desværre om at mobilisere meningsfæller i en stadig mere betændt offentlighed, hvilket jeg tror er decideret farligt. Men da jeg håber, at du faktisk er interesseret i svar på dine spørgsmål, følger de her:
»Mener du stadig, at Israel fører en retfærdig krig mod palæstinenserne?«
Jeg har aldrig sagt, at Israel fører en retfærdig krig mod palæstinenserne. Men jeg har ganske rigtigt sagt, at Israel – efter terrorangrebet 7. oktober – førte en retfærdig krig mod Hamas. Hamas og palæstinenserne er ikke det samme; den kobling er livsfarlig, ligesom det er livsfarligt at omtale alle israelere som ansvarlige for bosætterstatens gerninger. Men ja, krigen mod Hamas var retfærdig, naturligvis. Med terrorangrebet i 2023 trådte Hamas frem som en fuldtonet nihilistisk dødskult, som må fjernes fra magten. Vi har stadig til gode at se dig og det propalæstinensiske miljø udtrykke ren og dyb menneskelig foragt og fordømmelse over det, der skete 7. oktober.
Men jeg har også sagt noget andet, hvilket du ignorerer med dit spørgsmål. Jeg mener ikke længere, at Israels krig kan retfærdiggøres. De menneskelige omkostninger er for høje, lidelserne for enorme. Den israelske regering har kapret krigen i et ideologisk, politisk projekt, der handler om at genbesætte Gaza og fjerne så mange palæstinensere som muligt. Det er krigsforbrydelser og etnisk udrensning. Hvornår skiftede jeg mening? Det gjorde jeg i foråret, da Israel tilbageholdt nødhjælp til civile i Gaza, og jeg har skrevet flere hidsige ledere om det. Men jeg forstår stadig ikke din og venstrefløjens largesse for Hamas og dets ideologi. Den palæstinensiske frihedskamp skæmmes af en moralsk blind vinkel.
»Hvordan har du det med at støtte et folkedrab?«
Findes der noget mere ladet spørgsmål overhovedet? Men lad mig alligevel prøve at svare: Jeg har aldrig sagt, at Israel ikke begår folkemord i Gaza. Det er et juridisk spørgsmål, som den internationale domstol ICJ skal afgøre. Jeg mener som sagt, at Israel klart begår krigsforbrydelser, og at den israelske regering har etnisk udrensning som mål. Jeg mener også, at dét, der foregår på Vestbredden, er en langsom etnisk udrensning. Men den erkendelse er ikke tilstrækkelig, fornemmer jeg, idet alle, herunder medarbejdere i forskellige danske virksomheder, skal tage afstand fra »folkemordet«.
Om jurister kan bevise eller modbevise et sådant folkedrab, ved jeg ikke; jeg synes under alle omstændigheder, at krigens konsekvenser og motiverne i regeringen er forfærdende. Men jeg føler et ret stort mishag over denne allestedsnærværende påstand om FOLKEDRAB, fordi den simpelthen lugter ubehageligt. Det forekommer helt åbenbart, at du har et klart formål: Du vil stemple israelere og den jødiske stat som »folkemorderstat«, fordi det undergraver selve fortællingen om Israel, der blev grundlagt på Holocaust, jødeudryddelsen, folkedrabet, hvoraf udtrykket genocide udsprang. Forleden sammenlignede du også Israel med Nazityskland, hvilket er blevet et slogan til antiisraelske demonstrationer. Det opløser Israel og bortdømmer landets grundfortælling.
Det er logisk: Du siger, at det israelske folkedrab på palæstinenserne går tilbage til selve grundlæggelsen af landet i 1948. Det er en påstand, der genfindes overalt i protesterne mod Israel. Det er rigtigt, at Israel dengang tvang 700.000 palæstinensere væk fra deres hjem, en etnisk udrensning, dokumenteret af israelske historikere. Mindre omtalt er det, at mindst lige så mange orientalske/arabiske jøder i de følgende år blev tvunget til at forlade deres hjemlande. Der er stort set ingen jøder tilbage i hele den arabiske verden. Tillad mig at slutte mit svar med et spørgsmål? Hvor er de blevet af? Hvad synes du, vi skal kalde det?
»Er du stadig superzionist?«
Hvad er det egentlig med jeres voldsomme besættelse af ordet zionisme? Hvorfor denne uendelige knevren om det? Hvorfor ikke nøjes med at sige Israel eller israelsk nationalisme? Ja, du har ret; jeg kaldte mig engang for superzionist, godt husket. Det var i 2014, da Israels modstandere med stor energi satte spørgsmålstegn ved zionismen som sådan. Det er en figur, der rækker tilbage til slutningen af 1960erne, og det handler åbenlyst om Israels eksistensgrundlag: Israel som et kolonialistisk, undertrykkende fænomen, som du også selv har kaldt det. »Superzionist« var min barnlige reaktion på det sludder: Jeg mener supermeget, at der må være en jødisk stat, hvad ellers? Mine børns skole er omgivet af bevæbnet politi. Min synagoge har været ramt af terrorangreb to gange. En verden uden et tilflugtssted for jøder er for mig en uhyggelig tanke. Derfor mener jeg også, at alle europæere med en nogenlunde sans for kontinentets historie må være zionister.
Mest præcist vil det være at kalde mig liberal zionist; jeg ønsker et demokratisk Israel, og derfor har jeg siden mine unge år kæmpet imod den etnonationalisme og bosætterbevægelse, der altid har eksisteret, og som nu har taget magten. Den er racistisk, fundamentalistisk, undertrykkende og umenneskelig. Den er en hån mod de jødiske værdier og den historie, jeg sætter meget højt. Men jeg kan også konstatere, at udtrykket »liberal zionist« på venstrefløjen opfattes som et skalkeskjul, en form for femtekolonnevirksomhed af progressive jøder, der »lukker øjnene for folkemordet«. Det gør det ret vanskeligt at føre en egentlig samtale.
»Mener du stadig, det er antisemitisme at være antizionist?«
Altså, hvis jeg selv var palæstinenser, tvunget ud af min landsby i 1948, undertrykt, lemlæstet, fængslet uden dom eller ligefrem dræbt i et angreb på en beboelse i Gaza, så ville jeg nok også være imod Israel som sådan. Og være ret ligeglad med berøringen med antisemitisme. Det forstår jeg fuldkommen.
Problemet er bare, at de to holdninger flyder sådan sammen. Du mener, at den jødiske nationalbevægelse er illegitim, uanset dens ideologiske udtryk. Det er en modstand, der ikke findes for nogen andre etniciteter eller nationaliteter, uanset deres forbrydelser: Mange er imod Ruslands nationalistiske regime eller Kinas diktatur; ingen diskuterer, om »Kina« eller »Rusland« bør eksistere som stat. Kun Israel fortjener denne særlige kritik, og det giver mig altid en fornemmelse af, at der nok stikker noget andet under.
Engang gjaldt mishaget den jødiske religion, så handlede det om det jødiske folk – nu er det den jødiske stat. Antizionismen har eksisteret i Mellemøsten siden begyndelsen af det 20. århundrede; den handlede om at bekæmpe det jødiske ønske om at etablere en stat overhovedet. At det nu har grebet store dele af den vestlige offentlighed, handler naturligvis også om Israels handlinger, det er klart, men lad os i det mindste tale ærligt om det: Antizionismen har været imod Israels eksistens i mere end 100 år.
Vi kan måske mødes her: Jeg er voldsom modstander af den militante, messianske nationalisme, der råder i Israel, men det gør mig ikke til antizionist. Du er forhåbentlig modstander af Hamas’ version af den palæstinensiske »frihedskamp«, men det gør dig ikke til modstander af en palæstinensisk stat som sådan, vel?
»Vil du ikke tale med os?«
Jo, jeg vil gerne tale med jer. Du kan altid invitere mig til en samtale, så kommer jeg. At lade, som om magtfulde mediefolk gemmer sig for kritiske spørgsmål, er blevet et trættende postulat. Du bruger det, synes jeg, til at skabe mere selvretfærdig vrede, og det er meget destruktivt. Måske er det snarere dig, der ikke har lyst til at svare på spørgsmål?
»Mener du stadig, at journalisterne nede i Gaza er aktivistjournalister eller hamasjournalister?«
Ja, mange fotografer og journalister i Gaza har vist sig at have tætte forbindelser til Hamas eller udtrykke sympati med Hamas’ gerninger. Det gør dem naturligvis utroværdige. Men der udføres vigtigt journalistisk arbejde af palæstinensiske journalister, der dokumenterer konsekvenserne af krigen. Det er helt afgørende, og vi har også i Weekendavisen bragt fotografier fra Gaza. Man skal bare holde tungen lige i munden. Og selv journalister, der prøver at være uafhængige i Gaza, kan ikke skrive et kritisk ord om Hamas. Det er ligesom i resten af Mellemøsten, hvor medierne er pakket totalt ind i censur og kontrol; i Gaza er det bare endnu værre. Det gør mig som udgangspunkt skeptisk.
Med venlig hilsen
Martin
PS: Hvis du har andre spørgsmål, er du altid velkommen. Jeg synes ikke, det er antisemitisme, at du stiller mig disse spørgsmål. Jeg kunne dog godt tænke mig at høre, hvad du synes, vi skal stille op med angrebene på jøder i store dele af verden. Jeg mener, at der er et akut behov for at dæmpe gemytterne, også i Danmark. Det har du også et ansvar for.
Del: