Den israelske version af kremlologi er at spekulere i, hvad der sker i Benjamin Netanyahus hoved. Politiske kommentatorer i Israel er egentlig en slags psykologer, der undersøger mandens inderste motiver og grundlæggende drivkraft. Hvad er forfængelighed, hvad er magt og privilegier, hvad skyldes forholdet til faderen, der aldrig rigtig troede på ham? 

Netanyahu har haft magten næsten uafbrudt siden 2009, ja, faktisk siden 1996, så det giver meget god mening. Hvad er hans strategi? Hvad vil Bibi?! Er Netanyahu den evindelige opportunist, som kun tænker på sin egen politiske overlevelse? Eller er der en overordnet plan, en mission?