Billedstorm

ET fotografi på forsiden af Weekendavisen i sidste uge krævede særlig opmærksomhed. Det skulle illustrere Puk Damsgårds artikel om krigen mellem Israel og Hamas. Billedet er taget af en fotograf tilknyttet det franske pressebureau AFP og viser civile, der venter på nødhjælp i Gaza City, fortvivlede og desperate; særligt en kvindes ulykkelige, opgivende ansigt. Fotografier af sultende palæstinensere med tomme kar og gryder er blevet ikoniske i formidlingen af krigen. Men man skal være meget varsom, når man vælger dem. Et par dage senere bragte Süddeutsche Zeitung en artikel om, hvordan Hamas gennem fotografer i Gaza manipulerer virkeligheden. Den blev ledsaget af et billede af samme scene i Gaza, men med en anden vinkel, hvor en fotograf sidder foran de civile palæstinensere, og situationen ser mildt sagt meget iscenesat ud. Det bliver ikke bedre af, at fotografen har udtrykt stærke antiisraelske holdninger og arbejder for det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu Agency, som er kontrolleret af præsident Erdogan.

BILLEDE efter billede strømmer ind fra Gaza. Hvor sandfærdige er de? Intet kan siges med 100 procents sikkerhed, men vi er ret sikre på, at vores billede i sidste uge viser en faktisk situation og illustrerer virkeligheden; at der er udpræget fødevaremangel i Gaza, at folk er desperate og tvinges ud i de mest ydmygende, livsfarlige situationer. Men alt for ofte er billederne manipulationer, og det er ikke bare AI-genererede fotografier eller falske iscenesættelser. New York Times bragte i sidste uge et forsidebillede af en skelettynd dreng for at illustrere en artikel om hungersnød i Gaza. Billedet gik verden rundt og satte yderligere ild i fordømmelserne af Israel. Men drengen viste sig at lide af en alvorlig sygdom, der ikke havde noget med krigen at gøre, og New York Times måtte beklage (i en lille note).

LYVER sådan et fotografi om den konkrete situation, er det en del af en voldsom informationskamp, der har udfoldet sig siden krigens begyndelse. På den ene side står Israel og dets støtter, som bruger meget energi på at påpege alle de manipulationer, den propalæstinensiske bevægelse og Hamas benytter sig af. Her er budskabet: Der er rigeligt med nødhjælp og hverken sult eller hungersnød. Er der problemer, skyldes det Hamas. Fra den modsatte side peges på Israels forsøg på at skjule og tildække sandheden om forholdene. Her er budskabet: Israel udsulter bevidst civile som del af et folkedrab.

MERE palæstinensisk lidelse på billeder, der går verden rundt, er i Hamas’ interesse. Terrorbevægelsen er verdensførende i offerpropaganda, og den har fuldkommen styr på de fotografer og journalister, der arbejder i Gaza. Siden Vietnamkrigen har vi vidst, hvor meget billeder betyder for meningsdannelsen, og hvert fotografi fra Gaza er en del af en helt bevidst kampagne mod vestlige mediebrugere. Derfor er der heller ingen billeder af Hamas-krigere, af demonstrationer mod Hamas, af palæstinensere, der er blevet dræbt eller tortureret af Hamas, eller af nødhjælp, der stjæles. Den side af historien har været udsat for totalt blackout, siden bevægelsen tog magten for snart 20 år siden. Og det brokker ingen medieorganisationer sig rigtig over.

END ikke de største og stærkeste vestlige medier har været i stand til at hæve sig over denne Hamas-censur, tværtimod. Eksemplet fra New York Times viser, at også respekterede medier understøtter åbenlyse manipulationer, og det er ikke så overraskende: Grænsen mellem aktivisme og objektiv journalistik viskes også ud på de mest velanskrevne medier i Vesten. Et andet eksempel er BBC, hvis ledelse har instrueret medarbejderne i, at historier om nødhjælp i Gaza skal vinkles, så det besværliggør kritisk dækning af Hamas.

TUSINDE og atter tusinde billeder og historier kommer ud af krigen, og de bruges i en endeløs kamp om offerstatus. Israel peger på billeder af udsultede gidsler og videoer af massakren på kibbutznikker og unge festivalgæster. Palæstinenserne deler fotografier af udsultede eller døde børn i armene på deres forældre. Den mere komplicerede historie bliver sjældent fortalt: Der er utvivlsomt udbredt sult i Gaza. Det skyldes, at Israel helt åbenlyst har brugt nødhjælp som våben i et forsøg på at presse Hamas, mest fatalt med beslutningen i foråret om at lukke af for al nødhjælp i to måneder. Det er ikke bare en krigsforbrydelse, det mislykkes også fatalt, fordi Hamas har en lige så åbenlys interesse i, at Gaza sulter. Det er et grotesk regnestykke: Jo flere døde, sårede og underernærede palæstinensiske børn, desto stærkere står Hamas. Bevægelsen siger endda selv, at situationen lige nu, inklusive anerkendelser af Palæstina, er »frugterne af 7. oktober«. Derfor gemmer Hamas sig fortsat i tunnelerne og afviser våbenhvile, mens civile dør i tusindvis – og noterer med tilfredshed fordømmelserne vælte ned over Israel. Israel burde sørge for rigeligt med nødhjælp: Israel, der er i stand til at dræbe Hizbollah-soldater med personsøgere og eliminere iranske atomeksperter i deres soveværelser, kunne også sikre fødevarer til Gaza, hvis man ønskede det.

ORD og billeder fra Gaza er nødvendige. Vi skal fortælle historierne om håndteringen af nødhjælp og kaste lys på Israels nedskydning af civile, der søger nødhjælp i de centre, israelerne selv har sat op. Det arbejde gør nogle israelske medier, på trods af voldsom modstand og censur fra deres egen regering. Men det er lige så afgørende at fortælle det vestlige publikum, hvordan Hamas forlænger krigen og forværrer lidelserne. Vestlige medier kræver med rette, at Israel åbner for deres adgang til Gaza. Israels dybt kritisable mørklægning bidrager kun til at styrke den problematiske forbindelse mellem Hamas-kontrollerede fotografer og vestlige redaktionslokaler. Kravet bør også rette sig mod Hamas: Tillad uafhængige medier at give os hele historien om Gaza . Den kan ikke fortælles i et enkelt billede.