Da Sean Carroll lige var blevet ansat ved University of Chicago, dukkede en forlagsredaktør op og spurgte ham, om han kunne tænke sig at skrive en populærvidenskabelig bog. Jo tak, svarede Carroll, der dog ikke havde lyst til at formidle sin forskning i mørkt stof, tyngdekraft og universets opståen.

»Jeg ville skrive om ateisme, om hvorfor Gud ikke findes, og hvad vi kan gøre ved det,« siger Carroll, som i dag er professor ved California Institute of Technology og forfatter til flere bøger om fysik, astronomi og kosmologi, altså forskning i universet. Redaktøren var begejstret for hans idé, men forlaget mente ikke, at Carroll var kendt nok, og bogen blev ikke til noget.