Forskerklumme. I religionsforskningen er det nærmest blevet ortodoksi at påstå, at islam ikke bør kaldes en religion. Men det er at fornægte det åbenlyse.
Når en religion ikke er en religion
George Orwell formulerede problemet knivskarpt: »At se, hvad der er lige foran ens næse, kræver en konstant kamp.« Ofte tænker jeg på Orwells citat, når talen går på islam. For netop på dette område synes det, som om det åbenbare – dét lige foran næsen – er særligt vanskeligt at få øje på. Her tænker jeg på det helt elementære forhold, at islam er en religion. For det er der langtfra konsensus om i religions- og islamforskningen, hvor det nærmest er blevet ortodoksi at påstå, at islam ikke bør kaldes en religion. Spidsformuleret: Islam er religionen, som alligevel ikke er en religion.
Nu tænker De måske, at islam da har en gud ved navn Allah. En profet kaldet Muhammad. Et helligt skrift, Koranen. Trosforestillinger om fænomener som Dommedag, Paradis og Helvede. Læg hertil et kompleks af etisk-juridiske principper og ritualer. Sidst men ikke mindst har islam faktisk et ord for sig selv – og for andres religion. På arabisk er det ordet dîn. Dét ord svarer stort set til vores moderne forståelse af ordet »religion«, dvs. et sæt af trosforestillinger, principper og ritualer, der angiver en unik måde at leve på.
Del:
