PARIS – Da islamistiske terrorister for præcis seks år siden angreb satirebladet Charlie Hebdo i hjertet af Paris, fordi bladet flere år forinden havde genoptrykt de danske muhammedtegninger, havde franskmændene fået nok. Blodbadet, der kostede broderparten af redaktionen livet, samlede franskmændene i en fælles undsigelse af religiøs fanatisme, og politikere og intellektuelle svor at forsvare ytringsfrihed og verdslighed mod islamistiske mørkemænd.

Men til trods for talrige efterfølgende attentater er det blevet ved ordene, og islamisternes indflydelse er bare vokset og vokset i omtrent samme takt som politikernes handlingslammelse.