Groft. Satire om religiøse emner er en underkendt forklaring på den europæiske kulturs udvikling, siger nyslået ph.d. Dennis Meyhoff Brink. I stedet har kulturforskerne betragtet satiren som ...
Kulturens røde pølser
For et par år siden holdt foreningen Danske Bladtegnere, som jeg er medlem af, et symposium, hvor æresgæsterne var de to britiske mestertegnere Steve Bell og Martin Rowson. Begge laver udsøgte tegninger, malerier egentlig, af britisk politik til engelske aviser. Tegningerne er også ekstremt grove (da Margaret Thatcher døde, sendte Bell hende durk ned i helvede i sin »dagens tegning«), og de bugner af komplekse referencer til britisk levevis og kulturarv. Som en, der får løn for at fremstille satire, er det en lidt pinlig sag at skulle tilstå det følgende: Jeg forstår ret tit ikke, hvad andres satire går ud på.
En englænder, der faldt over, lad os sige, en Roald Als-tegning af en tidligere statsminister som hulemand, ville sikkert have samme oplevelse.
Del:
