Streaming. Den historiske miniserie The North Water er bedst, når man føler sig taget med ind i dagligdagen på et hvalfangerskib i 1859.

Den nordligste fantasi

Hvorfor sejler de nordpå, når de andre sejler sydpå? Det er, som så meget andet i den interessante, men vel ordinære britiske historiske miniserie The North Water, en speget sag. For selvom det gode skib The Volunteer efter sigende skal derop for at fylde lasten med sæl- og hvalspæk, så ved alle, at årstiden ikke er til den slags ekspeditioner. Og en mindre kreds af indviede kender også den egentlige mission: Det er meningen at skibet skal gå på grund, synke og dermed indkassere ejeren, en kalkunagtig rigmand ved navn Baxter, en klækkelig forsikringssum.

Året er 1859, og portrættet af den britiske havneby Hull er fuld af sixpence-kasketter, snadder og drastisk nussede halsklude. Patrick Sumner, der er tidligere kirurg i den britiske hær, er i færd med at påmønstre som skibslæge. Et dybt trin ned ad karrierestigen, forstår vi. Og der, på beverdingen, sidder harpuneren Henry Drax, Colin Farrell, og den pæne mand, er ikke til at kende: Fuldskægget nærmer sig øjnene, det lange hår er fedtet i en grad, man ikke troede mulig, og han er korporligt stor på en måde,  så man ikke kan få øjnene fra ham. Rolig, men farlig. Der er noget bjørn over ham.

Andre læser også