Leder. Vores journalistik skal hverken moralisere eller politisere. Den skal heller ikke nødvendigvis være opbyggelig. Ved at bryde loven og tage kokain bidrog vi til at fortælle nuanceret om stoffets eksplosive vækst i vores samfund. 

At sniffe og oplyse 

AT fortælle historien om kokainens ødelæggelser er en vigtig journalistisk opgave. Det gælder beskrivelsen af narkohandlens destruktion af hele latinamerikanske stater; af inficeringen af store dele af det amerikanske samfund; af handelsruterne og de stater, der lukrerer på dem; af bandekriminaliteten, der hærger europæiske storbyer; af afhængigheden og ødelagte liv. De historier har vi også bidraget til Weekendavisen. Langt sværere er det at beskrive, hvorfor kokain er blevet så udbredt. Der er sket en normalisering, og ifølge politiet er der coke overalt. Det satte vi os for at undersøge i sidste uge. Christian Bennike tog selv en tur i byen på kokain og fortalte, hvor nemt det er at købe, og hvordan det virker på humør, samvær, tanker og krop. Det er vi blevet kritiseret for på sociale medier, af Konservatives retsordfører og af vores egne læsere. Vi bryder loven, bidrager til at normalisere stoffet, ja, idylliserer det ligefrem, lyder det. Vi burde være mere formanende, fordømmende, opbyggelige.

BESKRIVE stoffets attraktion må man nødvendigvis også gøre for at forstå dets popularitet. Skal man forklare, hvorfor så mange ryger eller drikker, vil man heller ikke straks begynde at tale lungekræft, hjertesygdomme eller alkoholismens ødelæggelser. Den selvoplevede undersøgelse er et stærkt og velkendt journalistisk greb, og det er virkelig i offentlighedens interesse at forstå kokainens letflydende færd gennem både samfund og blodbaner. Det har bedst kunnet lade sig gøre, ved at vores journalist selv købte kokain. Her er tale om journalistisk dilemma, som ikke skal misbruges: I sjældne tilfælde må man – som ved brug af et skjult kamera – krydse lovens grænse for at kaste lys på et alvorligt samfundsproblem. For Weekendavisen handler det ikke om at moralisere og politisere, men om at fortælle nuanceret og perspektivrigt om tilværelsen og verden. Bennikes artikel rummede både beskrivelsen af en højtflyvende bytur og den vigtige og dystre fortælling om kokainens ødelæggende konsekvenser. Teksten var ledsaget af Gitte Skovs tegning af en snemand med dødningehoved.

VERDEN forstår man bedst, hvis man også kan se den. Her synes forargede politikere som Mai Mercado ude af stand til at vende pegefingeren mod sig selv. Artiklen illustrerer også en narkopolitik, der er slået fejl og ligefrem fremmer den destruktion, der følger med kokainen. I andre lande diskuterer man åbent andre veje, herunder afkriminalisering. Den debat er stendød i Danmark, som mærkeligt nok er blevet et af de mest restriktive lande i Vesten. Er man på jagt efter noget mere opbyggeligt, skulle man nok komme i gang med den debat. kras

Foto: Mie Brinkmann
kras
(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

Andre læser også