PHILADELPHIA – Før eller siden skal de fleste narkomaner i Kensington træffe et valg. En sidste beslutning, hvor de enten træder tilbage fra kanten eller tager skridtet ud over den.
De kommer hertil fra hele østkysten, nogle længere væk endnu. De begyndte måske at tage piller i New Jersey eller har sprøjtet heroin i armen i West Virginia, men på et tidspunkt sætter de fleste sig bag et rat og kører ud til USAs største friluftsmarked for narkotika, hvor stofferne er stærkere og billigere, og hvor politiet lader én være i fred.
Når de først har prøvet at blive høje i Kensington, er det så fristende at blive lidt længere. Efter et par kortere besøg overnatter de i deres bil i en sidegade til Kensington Avenue. Efter en uge er pengene sluppet op, og al benzinen er brugt på at holde bilens klimaanlæg kørende. Efter en måned er luften sivet ud af dækkene, ruderne slået ud og erstattet med tæpper og plasticposer.
»Så er det, de har valget,« siger Bill McKinney og holder en pegefinger op for at illustrere vigtigheden af det øjeblik. Han har boet her i 20 år, i et lysebrunt rækkehus lige ud til McPherson Square Park, der er blevet et centrum for opioidepidemiens seneste, rædselsfulde fase.
»Deres bil kan ikke køre, så de er strandet i Kensington,« fortsætter han. »Det er ikke nogen god situation. Men de har én sidste chance: De kan sælge bilen som skrot og få 300 dollar (omkring 2.000 kroner, red.) i hånden. Det er nok til en busbillet hjem, uanset hvor i landet de kommer fra. Men det er også nok til at købe en masse stoffer.«
McKinney peger på gaden foran sit hus. Man har fornemmelsen af, at det kunne have været et hyggeligt sted, hvis det ikke var for de rivaliserende gadebander og cirka 1.000 narkomaner, der bor her året rundt, samt de mange, mange andre, der kommer i de varme måneder.
»Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har set skrothandleren hente biler deroppe. Og jeg siger altid til de folk, der sælger bilen: 'Så er det nu. Du ved det godt, ikke? Det her er din sidste chance.' De svarer altid 'ja, ja, nu skal jeg hjem, det er klart'. Og så ser jeg dem et par dage senere ligge helt bedøvede nede i parken.«
McKinney er leder af en lokal organisation, der forsøger at samle andre organisationer om at redde bydelen. Det er ikke let. Kensington er et gammelt arbejderkvarter ti minutters kørsel nord for Philadelphias centrum, kendt fra Rocky-filmen og klemt inde mellem motorveje og jernbaner. Det har altid haft sine problemer med bander og narko, men i de seneste fem år er bunden gået ud af stedet. Det er overraskende forfærdeligt. Hvis ens erfaring med narkomisbrug begrænser sig til de brovtende forsamlinger, der plejer at opholde sig bag europæiske banegårde med deres hunde, er man slet ikke forberedt på det syn, der møder én her.
Hvor skal man begynde? På Kensington Avenue ligger folk med åbne sår i bunker af skrald. Det sner, og de er allevegne. Nogle er krøbet i fosterstilling op ad husmurene, andre sidder på fortovet med åben mund og lukkede øjne og svajer i vinden. For hver 50. meter er der en ny bunke menneskelig ulykke, som havde en stor brutal kost fejet gadens mænd og kvinder sammen med gadens affald, papkasserne og de tomme flasker.
»Der er ingen steder som det her i hele USA,« siger Bill McKinney, da vi krydser hovedgaden, og toget buldrer forbi på højbanen over os. »Andre byer har små bidder af det samme problem, men her i Kensington har vi den fuldstændige, komplette opløsning.«
Død på stedet
Nøjagtig hvad årsagen til problemet er, mangler amerikanerne stadig at blive enige om. Den første opioidbølge begyndte hos medicinalvirksomhederne, der overtalte læger og sygehuse overalt i landet til at hælde medicin som OxyContin på patienter med stærke smerter. De blev hooked, og da sundhedsmyndighederne endelig fik sat en prop i flasken, havde flere delstater abstinenser. Den anden bølge blev sat i gang, da de mexicanske karteller kom de trængende til undsætning med heroin.
Fentanyl er den tredje bølge, som skyller hen over Philadelphia og mange andre amerikanske storbyer i øjeblikket. Fentanyl er et syntetisk stof, som narkokartellerne brygger sammen af kemikalier fra Kina og derefter smugler over grænsen fra Mexico og ind i USA.
De er også begyndt at putte det i alle mulige andre stoffer. Kokain og ecstasy bliver blandet med fentanyl, og kartellerne har desuden sat gang i en storproduktion af piratpiller, som ligner den ægte, receptpligtige vare til forveksling, men ofte er blandet op med det dødsensfarlige stof.
Er man ikke vant til opioider, risikerer man at dratte død om af bare en knivspids fentanyl. De mest uhyggelige dødsfald i amerikanske medier lige nu er de mange teenagere, collegestuderende og familiefædre, der tager en streg kokain eller sluger en sovepille og får hjertestop på stedet. Hele festselskaber er blevet fundet døde rundt om et bord, som var de frosset i tid.
I de seneste tre år er mindst 70.000 amerikanere døde af en fentanyloverdosis, og politikerne har givet først det ene og så det andet skylden for epidemien. I Washington er det også blevet et ømt udenrigspolitisk emne, som berører de amerikanske smertepunkter Mexico og Kina. Indtil videre har man heller ikke fået megen hjælp fra nogen af landene. Onsdag i denne uge lovede Mexicos præsident ganske vist at forbyde fentanyl til medicinsk brug, men han nægtede samtidig, at stoffet bliver produceret ulovligt i landet. Det sker, kort efter at de amerikanske myndigheder har konfiskeret store partier piller fra smuglere ved grænsen. Der var fentanyl nok, som det amerikanske Drug Enforcement Administration formulerede det, til at dræbe hver eneste amerikanske statsborger.
Kina er heller ingen vuptiløsning. For tiden er der stort set intet samarbejde mellem amerikanske og kinesiske myndigheder, så det kan have lange udsigter at forbyde eksporten af de kemiske komponenter til stoffet.
»Det er altid lettest at pege på én ting som årsag til et problem,« siger Bill McKinney. 'Det er Kina!' 'Det er problemerne ved grænsen!' På den måde peger det heller ikke tilbage på os selv, på vores allesammens ansvar for at finde en løsning. Så er det kun dem, der gør noget forkert.«
I Philadelphia er sandheden nok, at mange på rådhuset er lettede over, at det er lykkedes at isolere problemet i Kensington, siger han. Ved at samle dem dér og lade narkohandlere og misbrugere vide, at politiet nok skal lade dem være i fred, så længe de holder sig derude – på den måde har man kunnet skåne resten af byen.
»Isolationen er det eneste tiltag, som alle kan være enige om,« siger McKinney. »Man har forestillet sig, at hvis bare man får alting samlet på ét sted, så vil man også kunne løse problemet. Men hvis man aldrig har haft en løsning, så hjælper det ikke så meget. Lige nu kan alle kun blive enige om, at de ikke vil have problemerne der, hvor de selv bor.«
Smagsprøver på stoffer
Den tredje bølge er anderledes, mener Bill McKinney. I de seneste år har flere delstater skærpet straffen for salg af fentanyl. Og det kunne ligne et tegn på, at amerikanerne efterhånden er blevet godt trætte af at høre om epidemien alle vegne, mener han:
»For et år siden var der stadig stor sympati med ofrene for opioidepidemien. Dengang var historien også, at det var de hvide, som havde arbejdet hårdt, og som var blevet afhængige af OxyContin efter at være gået til lægen. Men jeg er gammel nok til at kunne huske crackepidemien i 1990erne, hvor der ikke var den mindste medlidenhed med ofrene. Og jeg synes, at vi begynder at se det samme ske nu. Rundtom i landet er folk begyndt at kræve, at nogen skal smides i fængsel, og det sker, samtidig med at de fleste misbrugere på gaden ikke længere er hvide, men sorte.«
Men der er også noget ved den nye bølge, der ikke følger de normale mønstre, mener McKinney.
»Min erfaring siger mig, at der kommer en bølge på narkomarkedet hver sjette eller syvende år,« siger han. »Efter at bølgen er knækket, og volden er toppet, så falder det hele til ro igen. Og så begynder en ny cyklus på seks-syv år. Men det her er første gang, hvor bølgen ikke knækker, men bare bliver ved med at vokse. Opioidepidemien har været i gang længe nu, og den er kun vokset og blevet værre.«
Vi går forbi et hjørne bag McKinneys kontor, hvor der bliver solgt stoffer. Der har også været en del skyderier og mord i nærheden af hjørnet, så McKinney holder lav profil og går foran mig hen ad fortovet. Pludselig er der et mylder af mennesker rundt om to sorte fyre i joggingsæt. Folk småløber hen til dem fra alle retninger.
»De deler smagsprøver ud,« forklarer McKinney, da vi er kommet lidt væk. »For at sprede budskabet om, at der kommet et nyt stof. Det er god reklame. Nogle gange er der 100 mennesker, der løber ned ad gaden samtidig for at få fingre i en pose.«
De færreste gør sig klart, hvor mange penge der er i et sted som Kensington, siger McKinney. Ikke på trods af al elendigheden, men på grund af den. Dels er der narkohandlen, som menes at have en værdi på mere end en milliard dollar om året. Men der er også de mange organisationer, som lever af, at Kensington er det hårdeste kvarter i Amerika. Han har peget dem ud under turen gennem kvarteret: de kristne missionærer, der står og messer over køen til et suppekøkken. De mange varevogne og mobile laboratorier fra byens universiteter. Den velgørende organisation, der deler nye kanyler ud og har ansat sikkerhedsvagter foran hovedkvarteret.
»Forleden gik en gruppe mennesker rundt og ringede på døre, fordi de ville 'lege med vores børn', som de sagde. De havde betalt en kirke, der ligger fire timer væk, for at tage dem med på en missionerende tur herud. Man er nødt til at forstå, at rigtig mange menneskers job afhænger af, at det her aldrig slutter. Men hvis man er en organisation, der tjener 25.000 dollar om ugen på at lave missionsrejser til Kensington, vil man så virkelig have problemerne til at forsvinde?«
Et eksperiment
Man kunne jo spørge dem selv. Om aftenen følges jeg med frivillige fra organisationen Savage Sisters, der skal give sårpleje og dele mad ud i McPherson Square Park. Jeg besøgte deres varmestue på Kensington Avenue tidligere på dagen, hvor der var en lang kø til brusebadet i baglokalet. Nogle af brugerne sad og sov i stole op ad væggen, andre prøvede at snige sig ud på toilettet for at fixe. En mand i hættetrøje lod til at hallucinere og blev ved med at tale om orme, som boede under huden.
Her fik jeg også en advarsel fra husets leder, Sarah Laurel, der var klædt i sort fra top til tå og virkede meget opsat på at fremstå som en hård negl:
»Hvis du bruger ordet 'zombie' om de her folk eller kalder Kensington for 'zombieland' eller sådan noget crap, så vil jeg jage dig resten af livet!«
Man forstår nu godt sammenligningen. Fentanylmisbrugere har en tendens til at læne sig bagover og strække armene frem for at holde balancen, mens de stavrer afsted i slowmotion. For tiden bliver stofferne desuden blandet med smertestillende medicin til dyr, såkaldt 'tranq', som forlænger rusen, men også gør, at sår fra nålen bliver inficerede og nægter at hele. Der har været en del amputationer af arme og ben på det sidste.
Jeg følges med Melanie, en af Savage Sisters' andre ansatte. Hun var til afvænning 17 gange, før hun endelig blev stoffri, mens hun sad i fængsel. Hun tog fentanyl længe uden at være klar over det.
»Man spørger jo ikke sin narkohandler, hvad han putter i stofferne,« forklarer hun. »Mange af dem, du kan se her på gaden, aner heller ikke, hvad de er på.«
Der er ikke meget andet tilbage af Kensington Avenue. Stort set alle butikker er lukket, og på facaderne hænger plakater med savnede personer, der sidst er set i kvarteret. I sidegaderne holder flere biler med punkterede dæk og venter på, at ejerne træffer deres valg.
Andre lader til først lige at være kommet. Der er buttede teenagere med blanke øjne på gaden. Nogle går rundt med rullekufferter og små tasker, som var de bare på en weekendferie i helvede.
I parken danner der sig hurtigt en kø hen til bordene med chokolademælk og cheeseburgere fra McDonald's. På en trappe er to mænd i gang med at tænde et trist bål af et par planker. Rundtom på fortove og græsplæner ligger der afsvedne rester fra tidligere bål, og af en eller anden grund er det særligt nedslående, at ingen har fundet på at lave et ordentligt ildsted, men at alle bare starter forfra hver aften.
Jeg taler med Chris, der er 32 og har boet på gaden i fem år. Han peger på et nøgent fortov på den anden side af gaden, foran noget, der engang var en arabisk restaurant: Dér sover han, hvis han ellers kan få lukket et øje. Folk stjæler fra hinanden om natten, siger han.
Hans makker er Popeye, en soldaterveteran på 61 år, der sidder i kørestol efter at have mistet det ene ben. Popeye har også mistet det yderste af to fingerspidser efter en infektion fra fentanyl blandet med dyremedicin.
»Se, det er også tranq,« siger han og peger på en mand på trappen bag os, der bliver tilset af to Savage Sisters. Manden har smøget buksebenet op og blottet en dybrød fod og et skinneben, der er helt spændt af infektion. Midt på foden har han et væskende sår på størrelse med en golfbold, der ligner en brønd ned i kødet.
Andre begynder at sammenligne deres sår. De fleste har dem. En mand fra New Jersey ville give alt for at få de smertestillende piller tilbage, som hjalp så meget mod hans ryg. »Jeg er her kun, fordi jeg vil have smerterne til at forsvinde,« siger han. Det eneste gode ved Kensington er, at politiet lader dem være i fred. Han fortæller om en politimand hjemme i Camden, der var kendt for at »brække folks arme, som om de var kyllingevinger«. Han laver en hurtig bevægelse med den ene arm. »Knæk, knæk.«
»Hey!« udbryder Melanie, da en mand i hættetrøje stavrer langsomt op til hende. »Jeg troede, du var blevet holdt kunstigt i live på hospitalet?« Manden læner sig bagover, med armene strittende frem, og det tager lidt tid, før han svarer, med en tynd stemme: »Gid jeg var.«
Efter en halv time er der ikke mere mad, og folk begynder at sive tilbage mod Kensington Avenue eller op i parken. Chris står tilbage på trappen, mens et tog buldrer forbi over ham.
»Der findes ikke et sted som det her noget andet sted på Jorden,« siger han, da toget er passeret. »Det er, som om nogen har sat en glaskuppel ned over hele kvarteret for at se, hvordan vi vil opføre os.«
