Operation Goldfinger. Dansk politi mistænker et internationalt netværk for at have smuglet tonsvis af narkotika ind i landet. I Albanien er en 51-årig forretningsmand blevet anholdt i sagen, som kaster nyt lys over de seneste års øgede tilstrømning af kokain til Danmark.

Sne på Balkanruten

I retssal 60 i Københavns Byret er der stillet en ekstra stolerække frem for at få plads til de mange anholdte. Flankeret af forsvarsadvokater og både civilklædte og uniformerede betjente bliver i alt 18 personer den 27. juni fremstillet i grundlovsforhør. Tilhørerne er også mødt talstærkt op. På en tv-skærm kan de se, at politiet har døbt efterforskningen bag den omfattende fangst »Operation Goldfinger«.

De anholdte er mellem 20 og 65 år, og én efter én bekræfter de deres navn og fødselsdato for retten. En af de sigtede har en arabisk tolk ved sin side, men ellers følger de alle med ved hjælp af en albansk simultantolk og høretelefoner.