Alarmismens tid

Moralsk panik kaldes det, når politikere og medier opildner til en omfattende, folkelig frygt for noget, der akut truer vores helbred og værdier, skønt det er uklart, om denne trussel egentlig findes.

I denne tid retter panikken sig mod unges mistrivsel, der i brede kredse opfattes som så selvindlysende katastrofal, at regeringen og støttepartier føler et dramatisk behov for at skride til handling. Panikken kan også studeres i dele af pressen – fra DR til toneangivende dagblade – der ser med mistro på enhver, som tillader sig at drage denne dystre fortælling i tvivl. Og den kan aflæses i ansigtet på selveste statsministeren, der mener at vide, at skærme bærer en betydelig del af skylden for det mentale skred hos børn og unge, hvorfor hun ønsker at forbyde børns adgang til de formastelige digitale flader, mens de er i børnehave.

Den moralske panik kommer selvfølgelig ikke ud af ingenting. Den næres af Sundhedsstyrelsens store, ildevarslende spørgeskemaundersøgelser, som har haft enorm indflydelse, og som sandt nok virker alarmerende, til trods for at metoden som videnskabeligt grundlag af forskere beskrives som tvivlsom.

Panikken fodres også af, at der er sket en voldsom stigning i psykiatriske diagnoser, skønt den øgede mængde unge, som får papir på deres lidelse, ikke nødvendigvis er tegn på, at unge generelt set har fået det dårligere. Det kan blot være et symptom på, at »flere børn og unge udredes og får stillet en diagnose«, som Sundhedsstyrelsen selv bemærker. Det kan derudover være en følge af, at grænsen for, hvad der defineres som en psykisk sygdom, er sat ned.

PIA OLSEN DYHR er et fremtrædende eksempel på, at væsentlige forbehold over for den buldrende skræmmekampagne kun har haft ringe, hvis overhovedet nogen effekt på debatten. Hun ønsker ingen mislyde i den dommedagsfortælling, hun i de senere år har ført sig frem med. SFs formand har bekendtgjort, at mistrivselskrisen er værre end klimakrisen og Ukrainekrigen, og at hendes parti de kommende otte år er villige til at investere knap 35 milliarder kroner for at komme den mentale folkesygdom til livs.

Forleden blev hun af en journalist fra Ekstra Bladet bedt om at tage stilling til den dokumentation, hun indtil nu blot har taget for givet. Jeg gætter på, at hun aldrig har været udsat for den slags skepsis før; i hvert tilfælde lod hendes svar ane, at hun er forbløffende uvant med at skulle forsvare sin sag mod kritiske spørgsmål.

Anledningen var en undersøgelse, hvis tal fortalte en lidt anden historie end den gængse. Børne- og Undervisningsministeriet har i en landsdækkende undersøgelse spurgt elever i folkeskolens 4.-9. klasse om, hvor glade de er for at gå i skole. Den viser en forbavsende høj tilfredshed – 87,4 procent siger, at de generelt trives.

Det skulle man tro var en kærkommen og glædelig nyhed i en tid, hvor det ellers skorter på opmuntrende budskaber, men SFs formand kan undskylde sig med, at hun i den senere tid stort set kun har fået sine jeremiader bekræftet, når hun åbnede avisen. For Dagbladet Politiken eksempelvis, der har ført an i bestræbelsen på at sprede mistrivselsbudskabet, er der intet, der er så godt, at det ikke er skidt for noget. Avisen forstod dygtigt at skære historien om Børne- og Undervisningsministeriets undersøgelse til, således at læserne ikke blev efterladt med det kætterske indtryk, at det egentlig går fint.

Man havde opdaget, at der er sket et lille dyk af glade elever siden 2015. Dengang var 92,9 procent tilfredse med skolen. I dag er det fire-fem procent færre. Alarm! Tallene blinkede »røde«, lød det dystert i overskriften. Artiklen var illustreret af den gode Mette Dreyer og viste en sørgmodig ung pige alene på sit værelse. Selv hendes bamse virkede trist.

MEN DER VAR andre tal i den undersøgelse, som Ekstra Bladet fandt frem til. Tal, der kunne tåle at nyde fremme. Kun 0,6 procent af eleverne mener således, at de har det decideret dårligt i skolen. Det er selvsagt 0,6 procent for meget, men nogen grasserende mistrivselskrise, der kræver øjeblikkelig og massiv politisk handling, kan man vel næppe kalde det.

Ekstra Bladet ringede til Pia Olsen Dyhr for at høre, hvorfor hun mener, at børn mistrives, når de ikke selv mener det. Hendes svar lød, at det var en »dårlig undersøgelse«, som »ikke giver et retvisende billede af den virkelighed, vi har«. Det er åbenbart utænkeligt, at SF-formanden selv tog fejl. I interviewet henviste hun i stedet til »andre undersøgelser, hvor en tredjedel af drengene siger, at de har depression, de har angst, de har tvangstanker, de overvejer selvmord. Og det er endnu flere af pigerne«.

Hvilke undersøgelser var det mon, hun refererede til, ville Ekstra Bladet vide, da avisen ringede tilbage til Pia Olsen Dyhr i lørdags. Her måtte formanden erkende, at hun ikke rigtig havde belæg for de høje, dunkle tal om de mange unge med depressioner og selvmordstanker. De var grebet ud af den blå luft.

Dyhr forklarede, at hun havde haft en undersøgelse fra Børns Vilkår i tankerne, som hun havde blandet sammen med andre undersøgelser. I den undersøgelse handlede 28 procent »ud af næsten 4.000 opkald« til BørneTelefonen om mistrivsel. Men som Ekstra Bladet syrligt bemærker: »BørneTelefonens tal er i sagens natur ikke særlig repræsentative for alle landets børn af den simple grund, at glade børn ikke umiddelbart har nogen grund til at kontakte BørneTelefonen for at fortælle om det.«

Er det den type undersøgelser, der har fået Pia Olsen Dyhr til at føle et tvingende behov for at trække 35 milliarder kroner ud af statskassen? Det kunne være interessant at vide. Hendes udokumenterede alarmisme »var lidt kluntet formuleret i forbifarten« svarede hun Ekstra Bladet.

Kluntet er et meget tilgivende udtryk for egne fejl. Uvidende, uinformeret, fordomsfuldt, unødigt frygtskabende og dumstædigt er mere præcise betegnelser. Man kunne også bruge stærkere ord som faktafjendsk, men da manglen på fakta i hele dette sagskompleks er så udpræget, ville det nok være at trække anklagerne for vidt.

OM JEG I ramme alvor mener, at der intet er om snakken? Affejer jeg enhver advarsel om, at unges psykiske helbred er i skred? Nej. Mit anliggende er et andet. Vi har ingen pålidelig evidens for, at de har det så forfærdeligt, som den offentlige debat vil have os til at tro. Det har jeg tidligere skrevet om her og her.

Men når politikere kræver betydelige forbud og ønsker at smide milliarder efter et så omstridt formål, må det være et mindstekrav, at de ret præcist kan dokumentere problemet. Eksempelvis bør det indgå, at antallet af selvmord har ligget stabilt og lavt de sidste 20 år herhjemme – en indikation på, at de seneste års angivelige mistrivsel i hvert tilfælde ikke giver sig udslag på den mest drastiske og tragiske skala. De psykisk syge eller adfærdsvanskelige, der virkelig har behov for hjælp, har ingen gavn af, at problemet gøres større, end det er. Det psykiatriske system har allerede nu enormt vanskeligt ved at tage sig af alle dem, der vil udredes.

DEN KLIPPEFASTE TRO på egen spekulative dømmekraft møder man også i Socialdemokratiets top. Mette Frederiksen udtrykte fra Folketingets talerstol i maj, at der er »meget, meget stor sammenhæng« mellem børn og unges mistrivsel og deres brug af skærme. Smartphonen er farligere end trafikken, sagde hun.

Også her er det svært at finde samme skråsikkerhed hos forskerne. De kan ikke nødvendigvis se en sammenhæng og slet ikke en »meget, meget stor«. Da Mette Frederiksen ikke selv ønskede at forklare dette misforhold mellem det stålsatte udsagn og fagkundskabens mere tøvende tilgang, blev partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, sendt i byen for at forsvare hende. Ligesom Dyhr mente også Madsen, at »virkeligheden« viste noget andet, end hvad forskere havde at sige. De »tager fejl«, sagde han og henviste til nogle amerikanske undersøgelser, som heller ikke gav dækning for statsministerens nagelfaste påstand.

Men så kunne Frederiksen få loyal opbakning fra Mattias Tesfaye, der rejser riget rundt med et budskab om at forbyde skærme i daginstitutionerne, skønt forskning fra Aarhus Universitet viser, at i »70,8 procent af institutionerne bruger børnene maksimalt ti minutter dagligt foran en skærm, mens det er mellem 30 minutter og en time i blot 0,9 procent af institutionerne«. Vanskeligt at kalde det et massivt samfundsproblem, der kalder på forbud.

Det er imidlertid ikke detaljer, regeringen orker at lade sig hæmme af. Undervisningsministeren erklærede for nylig, at »forskere inden for digital pædagogik vil blive lyttet mindre til end før«. De ved åbenbart ikke, hvad de taler om. Tesfaye kalder de politiske forbudskrav et »forsigtighedsprincip«.

Vi andre bør i stedet rette forsigtighedsprincippet mod politikere, der med mavefornemmelsen som nærmeste rådgiver tilsidesætter enhver form for modererende ekspertise i bestræbelsen på at sygeliggøre en hel generation, skære milliarder ud af statsbudgettet og skabe mistillid til hele landets stand af pædagoger, der indirekte beskyldes for at ødelægge de stakkels ungers mentale helbred med alle de skærme, de angiveligt hele tiden udsætter dem for.

Populisme er ikke et fænomen, man kun finder på yderfløjene. Den trives i bedste velgående i midten af dansk politik.