Leder. Vi overdiagnosticerer og overmedicinerer vores børn og unge. Det må have en ende.

Stik dem en pille

FOR et par uger siden bragte Politiken en forsidenyhed, der stod som en dom over de fortvivlende konsekvenser af en overbekymret tid. »På blot seks år er antallet af børn og unge, der får adhd-medicin, steget med 50 procent. Myndighederne anbefaler ellers, at medicin kun bruges sjældent,« lød det. Avisen fortalte, at der siden 2016 er over 7.000 flere, der får medicinsk adhd-behandling; en medicin, der er »en afart af amfetamin, der hos personer med adhd øger koncentrationsevne og tøjler impulsivitet«. Endvidere kunne man se, at antallet af børn med en adhd-diagnose er steget med over 100 procent siden 2009. Det er ifølge Politiken også grunden til, at det psykiatriske system tyr til medicinbehandlingen. Stillet over for den enorme mængde af børn og unge, som er blevet diagnosticeret med adhd, er der slet ikke personale nok til de samtalebaserede behandlingsforløb, som normalt bør tilbydes. Vi står kort sagt med en byrde, myndighederne ikke har mandskab til at tage sig forsvarligt af. Derfor den hurtige løsning: Stik dem en pille. Sådan staver man til falliterklæring.

INDEN denne malstrøm af overmedicinering fortsætter, er der en række spørgsmål, det kunne være sundt at stille: Kan det virkelig passe, at vi pludselig ser en så voldsom vækst af behandlingskrævende børn? Der er utvivlsomt mange, som har gavn af at få stillet en diagnose, og hvor medicineringen er nødvendig. Men så mange? Er danske børn pludselig blevet ofre for en flodbølge af adhd-lidelser? Eller er behandlersystemet blot blevet langt mere rundhåndet med diagnoserne? I så fald: Kan vi nogensinde få psykologer og psykiatere nok til at tage sig af de hastigt voksende tilfælde? Vil selv de 35 milliarder kroner, som SFs Pia Olsen Dyhr mener bør afstås til sagen, være tilstrækkelige til at afbøde følgerne af denne ungdomskrise?

LÆNGE har det jo set ud, som om vi er i færd med at normalisere medicineringen af børn og unge, fordi vi ikke aner, hvad vi ellers skal stille op med en tendens, der beskrives som en epidemi: unges mistrivsel. Er det virkelig blevet en myndighedsopgave at supplere stadig større andele af unge med medicin? Hvordan vil man i fremtiden se på, at danske psykiatere raskvæk udskrev et amfetaminlignende stof til eksplosivt voksende mængder af danske børn og unge?

MÅ det antydes, at mange danske forældre befinder sig i en tilstand af moralsk panik? Kan det tænkes, at behandlersystemet presses af forældre, der pludselig ser alle de samme symptomer hos deres børn, som pressen – heriblandt Politiken selv – i årevis har råbt højt om, og som man før i tiden blot rubricerede under afdelingen for adfærdsvanskeligheder? At unge har koncentrationsbesvær og handler impulsivt – alt det, adhd-medicin retter op på – er jo ikke ligefrem nyt. Er det muligt, at desperate forældre forlanger, at behandlerne gør noget for at hjælpe deres barn, og at de derfor føler sig nødsaget til at udskrive piller?

ALLE disse spørgsmål findes der næppe sikre svar på, men de er nødvendige at undersøge seriøst. Uskyldigt er det jo ikke at ordinere denne slags medicin til børn og unge. Sundhedsmyndighederne nedtoner godt nok bivirkningerne, men ifølge Politiken ved man ikke, hvad konsekvenserne er for børn, der får disse stoffer i længere tid end tre måneder. Lone Frank skrev for nylig her i avisen om de heftige omkostninger, som den form for medicin kan have på voksne i form af afhængighed, depression, manglende appetit og ængstelighed.

BØRN og unge kan også efterlades med sår, der stikker dybere. Fraset de helt rimelige og svære tilfælde er det ikke ganske givet, at en adhd-diagnose er en hjælp til dem på lang sigt. Det kan give dem et stigma. Det mente Carsten Obel, Danmarks eneste professor i mental børnesundhed – han døde sidste år. I sommeren 2017 interviewede Lone Frank ham i podcasten 24 spørgsmål til professoren om de talrige diagnoser, der stilles: »Det skaber mange arbejdspladser til terapeuter og psykologer. Men der kan udvikle sig en tendens til, at grænsen ændres for, hvornår man skal hjælpes. Den vej har omkostninger med vores viden om, hvad der giver livskvalitet og værdi,« sagde Obel. »Måske er vi kommet til at kvæle for mange børn i vores omsorg og bekymring for fremtiden.«

OG et svensk, endnu ikke fagfællebedømt arbejdspapir, som Anders Boas skrev om i december 2022, ser ud til at bekræfte Obels bange anelser. Det er lavet af økonomerne Marieke Bos, Andrew Hertzberg og Andres Liberman. De har undersøgt en gruppe svenske mænd, født mellem 1971 og 1983, der alle var på nippet til at være behandlingskrævende, da de var til session som 18-årige.

UNGE svenske mænd med samme niveau af psykiske lidelser og samme symptomer, kort sagt. Men hvor ene del mødte en læge, som gav dem en diagnose, mødte de andre en læge, som ikke gjorde. Der er ingen tvivl om, hvem der sidenhen klarede sig værst. Boas skriver: »De foreløbige resultater antyder, at en diagnose kan have haft betydelige omkostninger for mændene: Øget dødelighed, større risiko for at blive indlagt på hospitalet, flere sygedage og mere arbejdsløshed er blot nogle af de konsekvenser, undersøgelsen peger på. Mændene er også mindre tilbøjelige til at blive gift, mindre tilbøjelige til at have fået børn og mere tilbøjelige til at bo hos deres forældre.«

BEHANDLES den sag hyppigt som noget ganske naturgivent, at børn og unge har det langt værre i dag end før, bør det straks indskydes, at det ved vi faktisk intet om med sikkerhed. Som også Anders Boas skrev om i oktober sidste år, er det ikke et tegn på tidens elendighed, at flere og flere kommer i kontakt med psykiatrien og får stillet egentlige diagnoser. Signe Hald Andersen, forskningsprofessor ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, har gennemgået de mange studier om danskernes mentale helbred i en rapport fra 2020. Hun fortæller, at flere diagnoser ikke nødvendigvis er et udtryk for, at flere har fået det dårligt: »En diagnose er selvfølgelig et håndgribeligt bevis for, at fagfolk har vurderet, at man har et problem, men det er svært at bruge diagnoserne til at sige, at der er sket en negativ udvikling. De kan også være udtryk for, at vi simpelthen er blevet bedre til at opdage og behandle folk med psykiske lidelser,« siger hun.

SOM det fremgik af Vidensråd for Forebyggelses rapport om børn og unges mentale sundhed fra 2020, kan det, når man ser så markant en stigning i adhd-diagnoser, skyldes, at tærsklen til at få en diagnose er sat ned. Som Sebastian Lundström, der forsker i psykiske diagnoser ved Sektionen för psykiatri och neurokemi på Göteborg Universitet, har forklaret: »Vi har lavet forskning, som viser, at selvom forekomsten af autisme og adhd-diagnoser stiger, er symptomniveauet i befolkningen helt konstant.« Svenske patienter diagnosticeres med autisme på baggrund af op til 50 procent færre symptomer end for blot ti år siden, fortalte han.

PSYKISK syg er det i dag blevet betydeligt nemmere at blive kategoriseret som. Her ligner Sverige og Danmark hinanden. Vi har indført systemer, der avler sig selv. Jo flere penge, kommunerne bruger på psykiatere, desto flere diagnosticeres. Jo flere, der diagnosticeres, desto flere psykiatere er der brug for. Jo flere psykiatere, der ansættes … og så videre. Det kan ikke blive ved. Der findes danske børn og unge, der har hårdt brug for hjælp. De skal have hjælp og behandling. Som det er nu, må de kæmpe om ressourcerne med den hastigt voksende del af den danske befolkning, der i dag får en diagnose som følge af symptomer, man for ganske få år siden ville have opfattet som normale.

SYGE eller ej. Forældre må lære, at behandlersystemet ikke nødvendigvis kan hjælpe deres mismodige, urolige eller ufokuserede børn. Psykiatere må lære at sige nej til at udskrive medicin. Det politiske niveau må lære at slå koldt vand i blodet og insistere på, at pengene skal prioriteres til behandling af dem, der virkelig har brug for det. Og vi skal alle lære noget, vi har vidst indtil for nylig: at nogle kriser er en del af livet. kw

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.