I SIDSTE UGE vakte det stor opmærksomhed, da chefredaktør Simon Andersen i Østre Landsret blev afhørt som vidne i Samsam-sagen og i den forbindelse fortalte, hvordan han i 2020 fik en såkaldt myndighedshenvendelse fra den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, der bad ham om at skabe en »bagdør« til Ahmed Samsams advokat.

Fokus i pressen var ikke så overraskende på det presseetisk problematiske i at blive en part i en sag, man selv dækker. Men det var egentlig det mindst interessante i den sag. Væsentligt mere bemærkelsesværdigt var alt det, man i pressen ikke diskuterede. Eksempelvis hvor himmelråbende skørt det er, at man i en af vores efterretningstjenester åbenbart besluttede sig for at lade en graverjournalist gøre deres arbejde og dermed indirekte anerkendte et samarbejde med en agent, man ellers har nægtet at be- eller afkræfte. Det forekommer grotesk og hasarderet og sætter nogle alvorlige spørgsmålstegn ved Findsens dømmekraft og FE-ledelsens kompetencer. Episoden vidner som minimum om, at vi har haft en leder af en efterretningstjeneste, der havde et ganske lemfældigt forhold til dele af pressen.