Det var ikke, fordi Danmarks første førerløse bus kørte for vildt. Nej, den var for forsigtig. Den holdt tilbage for cyklister og fodgængere, der var mange meter væk, og fugle og visne blade kunne få den til at bremse hårdt op, så passagererne til tider væltede omkuld. Derfor kom bussen aldrig over en gennemsnitsfart på ni kilometer i timen, ligesom den faktisk heller aldrig kørte helt selv. Der var altid en sikkerhedschauffør ombord, der kunne gribe ind, når bussens egen dømmekraft fejlede.

»Det er svært at have et offentligt transportmiddel, der kan finde på at hakke bremserne i lige pludselig,« konstaterer Hannah Villadsen, der som trafikforsker ved Roskilde Universitet var med til at skrive evalueringsrapporter for tre af de fire danske projekter med selvkørende teknologi.