Af denne verden

REGERINGEN forsøger sig med forskellige argumenter for den lov, der vil indskrænke ytringsfriheden for at stoppe afbrændinger af koraner. De stritter i forskellige retninger, men drejer sig grundlæggende om én ting: en særlig respekt for det hellige. Lars Løkke siger, at det er en »skændig handling at miskreditere andres religion« – »uanset om vi taler afbrænding af koraner eller andre lignende handlinger«. Justitsminister Peter Hummelgaard taler om at stoppe provokerende forhånelser af det, andre finder helligt. Og Jakob Ellemann understreger, at vi ikke må brænde »andres hellige skrifter«, fordi »man skal opføre sig ordentligt«.

SVÆKKER koranloven ytringsfriheden, vidner regeringens udtalelser om en famlen og uvidenhed om den samfundsmodel, de forvalter og skal forsvare. Den ytringsfrihed, man vil indskrænke af hensyn til særligt muslimers hellige følelser, har en historie, som regeringen øjensynlig kender dårligt, idet den hænger nøje sammen med netop hensynet til religiøse minoriteter.

MARKANT er det, at de færreste nævner den sekularisme, Europas moderne historie udspringer af, og som de fleste danskere kan takke for de goder, de sætter højest. Sekularisme er latin og betyder dennesidig, altså det, der findes her blandt os, de levende mennesker på Jorden. Det danske ord er verdslig – af denne verden. Vi diskuterer mest sekularismen i dens franske, tyrkiske eller amerikanske udgave, men glemmer ofte dens europæiske rødder, og hvad den indebærer for os selv.

DEN tanke, at vi må adskille jordiske affærer fra hensyn til det guddommelige, blev først rigtigt udviklet i 1600-tallet. Forfølgelsen af religiøse minoriteter var resultatet af den åndelige pest, de kristne majoritetskirker spredte over Europa med kravet om, at netop deres dogmer skulle beskyttes og dominere alle andre. Få modige europæere udviklede den tanke, at et samfund, særligt et samfund, hvor forskellige trosretninger lever side om side, må være sekulært og lade sig lede af fornuft, videnskab og humanisme.

SMUKKE er disse oplysningsidealer, men man tænker sjældent på, at sekularismen særligt ville beskytte religiøse minoriteter mod krav om hensyn til én dominerende religions helligdomme. Denne kætterske tanke kom fra Baruch Spinoza, den udstødte jødiske tænker, der flygtede fra inkvisitionen og boede i 1600-tallets liberale Holland. For ham var religions- og ytringsfriheden to sider af samme mønt, og fra Spinoza flyder de tanker, der blev byggesten i vestlige demokratier: Lockes, Montesquieus, Voltaires, David Humes, Adam Smiths, Jean-Jacques Rousseaus.

SEKULARISME kræver religionens ubetingede vigepligt i samfundet. At oplysningens to revolutionære republikker, USA og Frankrig, har sekularismen skrevet ind i deres dåbsattest, skyldes bevidstheden om, at nogle religiøse sandheder og følelser ikke kan opfattes som mere hellige end andre i lovgivning og stat. Den amerikanske regering, som angiveligt ikke er ked af den nye danske lov mod blasfemi, burde være imod den slags; hele den amerikanske frihedstanke hviler på den erfaring, at et ekstremt heterogent samfund ikke kan have antydningen af religiøs lovgivning, der ophøjer nogle religiøse følelser til særligt beskyttelsesværdige. Derfor er det heller ikke ulovligt at brænde hellige skrifter i USA.

SOM Europas historie viser, er sekularismen det smukkeste samfundsideal, der findes. Her ligger også ønsket om at skabe retfærdighed, som især mange muslimer mener, at islam sætter højt. I et retfærdigt samfund kan én religion eller ét dogme ikke have forrang for andre. Ingen sekulære samfund lever helt op til det, heller ikke Danmark, hvor folkekirken har særstatus, men det er netop et ideal, man må efterstræbe og forsøge at styrke.

ER regeringens ministre både bekymrede og velmenende, når de bevæger sig ud for at sikre vort lille lands alliancer i en ny og farlig verden, vidner deres respekt for religiøse følelser om en velkendt mistro til deres egen historie og samfundsmodel. Sekularismen er altid – ligesom ateismen – blevet beskyldt for at være grundlæggende nihilistisk i sin gudløshed. Hvad er sandheden, hvad er meningen, hvad er formålet i en verden uden metafysisk retning? Sådan lyder kritikken lige fra præsident Putin og Erdogan til amerikanske evangelister, pavetro katolikker, ortodokse jøder, saudiske imamer og iranske mullaher: I det moderne sekulære samfund, hvor Gud er død, råder det eksistentielle mørke, intet er helligt, ikke engang biologiens love. Men mon ikke, lyder kritikken, at selv de argeste sekularister og ateister vender og drejer sig om natten, mens de råber: Hvorfor?

FORUDSÆTNINGEN for al moral er jo religionen, har det lydt. Overalt, hvor sekularismen har sikret fred og fremskridt, er den blevet set som et fænomen, der indebærer et tab, i sidste ende som noget hult og tomt. Det er dén gamle mistro mod sekularismen, der rumler bag ministrenes rynkede pander, en usikkerhed på eget ståsted. For er det ikke sådan, at vi gudløse nordboere bare ikke forstår, at der faktisk findes noget, der er virkeligt helligt?

FOR chefredaktøren på Charlie Hebdo er det en særlig opgave at latterliggøre alt det hellige, så infantilt og latrinært som muligt. Han minder om, at ødelæggelsen af det hellige sagtens kan virke destruktiv, men at destruktionen af hellige sandheder er selve energien og fremskridtet i vores demokratiske samfund. Sandheder om god opførsel, sandheder om seksualitet, køn og opdragelse. Sandheder, der er blevet trampet på i en grad, så religiøse mennesker altid har fundet det destruktivt, provokerende, krænkende og utilbørligt – og stadig gør det.

VORES lille samfund højt mod nord er blandt de frieste i verden. Det skyldes, at vi er et af de mest gudløse, sekulære samfund, og det skal vi hverken skamme os over eller se som et begrædeligt tab. Det er resultatet af en politisk kamp, som vi i dag nyder godt af på en måde, der i historiens lys næsten virker mirakuløs. Op til Junigrundloven i 1849 krævede den danske kirke, at trosfriheden blev begrænset til kristne danskere, men de hellige fik ikke ret. De muslimer, ja, alle de religiøse grupperinger, der nu mener, at det nok er udmærket at straffe blasfemi, bør huske, at det sekulære samfund er den eneste sande garanti for netop deres trosfrihed. Når justitsministeren lader sig fotografere foran torarullerne i synagogen for at minde om Anden Verdenskrigs jødeforfølgelser, er det ikke bare historisk misvisende, men at vende verden helt på hovedet. Et Danmark med mere respekt for islamiske dogmer og følelser er ikke positivt for andre minoriteter, heller ikke den jødiske. Og det mest sårbare mindretal, de gudløse muslimer, lades bare i stikken; nu ved de frafaldne, at staten ikke stiller sig på deres side.

FRIHED er ikke absolut, lyder det fra regeringen, som om de her minder os om noget klogt eller værdifuldt. Nej, det ved vi godt, hele Europas historie handler om kampen for stadig mere frihed. Regeringens lovforslag vil nok ikke betyde, at Eksorcisten eller lignende blasfemiske kunstværker bliver forbudt, og at kunstnere trækkes i spjældet. Det alvorlige er, at regeringen flytter sig et skridt væk fra sit ansvar som sekularismens forsvarer. Det vil gøre livet mere usikkert for dem, der udfordrer religioner, særligt muslimernes ekstraordinært hellige følelser, for det er naturligvis udelukkende dem, alt dette drejer sig om. Det er en farlig vej. I lande, der straffer blasfemi, føler borgerne oftere, at de med vold og selvtægt har ret til at forsvare hellige følelser; de har jo staten på deres side. Det er rigtigt, som Lars Løkke siger, at verden ændrer sig og er fyldt med modsætninger og konflikter. Men netop i sådan en verden må de sekulære idealer forsvares og udvides. Det burde den danske regering vide. Og fortælle det, så det kan forstås ude i verden.