Weekendavisens woke heppekor

Man kunne næsten tro, at der var rundsendt en »det er for galt – vi må gøre noget!«-mail på Weekendavisens redaktion. Først kom en leder fra kulturredaktøren, Kathrine Tschemerinsky, og så en kommentar fra kulturskribenten Sami Kleit med kritik af Dansk Regnbueråd. To indlæg, der er som snydt ud af samme intersektionelt neomarxistiske næse.

Når nogen kritiserer den statssponsorerede kønsideologi, skal de straks skydes ned som højrepopulister eller konspirationsteoretikere. Men hverken Kathrine Tschemerinsky eller Sami Kleit formår at tage fat på det egentlige spørgsmål. 

Nemlig at voksne aktivister og offentligt finansierede organisationer i årevis har fået lov til at præge børn med en ideologi, der kan sende dem ud på en livsbane af hormoner, sterilitet og kirurgiske indgreb – vel vidende at de fleste kønsforvirrede børn ville være kommet igennem puberteten uden at miste førlighed eller fertilitet, hvis de bare havde fået fred og hjælp til at komme igennem den svære periode, som teenageårene er for mange.

Kathrine Tschemerinsky betegner Dansk Regnbueråds kritik som en »konspiratorisk retorik«, der »spejler højrefløjens populisme«. Hun advarer mod »statslige angreb på seksuelle minoriteter, ofte camoufleret som 'beskyttelse af børn'«, med henvisning til udviklingen i Rusland under Putin. 

Skal vi forstå det sådan, at ethvert forsøg på at trække en etisk grænse for irreversible indgreb på børn er et Moskva-inspireret overgreb? Det er ikke bare absurd, det er en hån mod de børn, der om få år vil stå med ar og sterile kroppe og spørge, hvorfor ingen voksne, for eksempel Weekendavisens kulturredaktør, sagde stop.

Sami Kleit mener, at vi har »woke på hjernen« og lider under en besættelse af børn. Men det er jo lige præcis børnene, det handler om. Det burde ikke være så svært at se de ideologiske magtspil, der foregår herhjemme, hvor kønsaktivister fra Sex og Samfund får direkte adgang til folkeskolens børn med politisk velsignelse og millionstøtte. Men i stedet for at stille de kritiske spørgsmål vælger Sami Kleit at skyde på dem, der gør det, som om dét var det reelle problem.

Weekendavisens skribenter reproducerer det mønster, der i årevis har gjort regnbuebevægelsen blind for egne fejl: Man angriber aldrig selve ideologien, men kun dens kritikere. 

Man lader, som om modstanden mod kønsaktivismen er et højreradikalt projekt, selv når socialdemokrater (som undertegnede) eller folk på den ydre venstrefløj – blandt andre et nu ekskluderet medlem af Enhedslisten – råber vagt i gevær. 

Og endelig lukker man øjnene for, at hele dette ideologiske eksperiment splitter regnbuesagen og skaber en modreaktion, der i sidste ende rammer os homoseksuelle hårdest – hvis man da lige ser bort fra de mange børn, som har fået deres kroppe ødelagt, såvel som hele den generation, der er blevet indoktrineret og grundforvirret af den ekstreme kønsideologi.

Når voksne mennesker skubber børn i retning af irreversible medicinske indgreb, så er det ikke konservativt at sige stop. Det er etisk nødvendigt. Det burde ikke kræve partipolitisk tilhørsforhold at forstå, at børn ikke kan give informeret samtykke til at få deres kroppe ødelagt for livstid. 

Alligevel lykkes det kulturredaktøren med et pennestrøg at stemple Dansk Regnbueråds kritik af børnekønsskifte som »snæver« og »populistisk«, som om det eneste, vi kan være drevet af, er en slags skjult højredagsorden. Hvor belejligt.

Det er præcis samme forudsigelige mekanik, som den nye formand for Copenhagen Pride, Benjamin Hansen, for nylig præsenterede i et længere interview med Weekendavisen. Organisationen, der år efter år har brugt sin platform til politiske markeringer og moralske fordømmelser, står nu tilbage med sponsorflugt og bristede illusioner. Den nye formand arbejder for en »genrejsning«, men ikke én linje i værdigrundlaget er ændret siden sidste år.

»Copenhagen Pride bygger sit virke på en intersektionel feministisk ideologi. Vi baserer vores inklusionsbestræbelser på magt- og privilegieanalyser, og lægger ansvaret for at skabe rum til inklusion og diversitet over på den eller dem, der, i en given situation, har magtpositionen,« skriver de på hjemmesiden.

Vi står således med den fuldstændig samme organisation, bygget på den samme grotesk forsimplede verdensopfattelse. Det er en bevægelse, der ikke længere handler om homoseksuelles rettigheder, men om politiske markeringer og identitetspolitiske magtkampe – og som nu desperat forsøger at vaske hænderne rene efter selvforskyldt kaos.

Benjamin Hansen fremstår i interviewet som en slags martyr for sagen. Han fortæller om onde tegninger på Instagram, om tabte kindkys og krammere. Om fødselsdage, han ikke længere bliver inviteret til. Det lyder mere som en genindspilning af en teaterhøjskole-dramaøvelse end kommunikation fra en millionforretning, der hvert år har foranstaltet, at byen pakker sig ind i regnbuens voldsomt ekspanderende farvepalet.

Hvis det er her, ambitionsniveauet for Pridens frontfigur ligger, er det ikke mærkeligt, at erhvervslivet har valgt at bruge pengene andre steder. Og så er der selve sagen: Organisationen forsøgte at bruge sine sponsorer som politiske marionetter i Mellemøsten-konflikten. Det var ikke et uheld. Det var ikke noget, som de blev »presset« til, som den nye formand formulerer det i interviewet. 

Det var den naturlige konsekvens af årtiers selviscenesættelse som ikke bare en lgbt-organisation, men en moralsk overdommer, der mener at kunne udstede certifikater for verdens frelste og fortabte.

Når man lever af at dømme alle andre – virksomheder, politikere og til sidst hele samfund – så skal man ikke blive overrasket, når hammeren falder tilbage på én selv. Det nye spin er, at Copenhagen Pride nu vil holde sig til lgbt-rettigheder fremover. Det er omtrent lige så troværdigt som en biologisk mand, der er »blevet lidt gravid«. 

Det er stadig den samme ideologiske maskine, der for længst har forladt de konkrete rettigheder for bøsser og lesbiske og nu hviler på forestillingen om en global »queer«-kamp mod »undertrykkere« – fra Mærsk til den israelske regering, fra hvide heteromænd til hvilken som helst institution, der ikke underkaster sig den intersektionelle krænkelsesdiskurs.

Hvis man virkelig ville tilbage til kernen, ville man skrotte hele den identitetspolitiske bundlinje, droppe det selvbestaltede image som moralsk politi og vende tilbage til den »enkle« kamp, der engang var nødvendig: Retten til at elske den, man elsker, uden at staten eller pøblen blandede sig. 

På rettighedsplanet er den kamp for længst vundet herhjemme – men uden et offernarrativ har Copenhagen Pride, LGBT+ Danmark og alle de andre intet at leve af. Derfor skal nye fronter åbnes konstant, og derfor opstod hele farcen med Israel og Palæstina.

Hvis man har »woke på hjernen« som påstået her i Weekendavisen, fordi man går imod alt dette og insisterer på, at børn ikke skal gøres til ideologiske og medicinske forsøgskaniner – og at regnbuebevægelsen skal tilbage til sine rødder – så fred være med det. 

Vi, der insisterer på at beskytte børn mod overgreb, har ikke »højrefløjsidentitetspolitik« som mål. Vi har ét mål: at sikre, at fremtidens voksne ikke skal vågne op til ar og sterilitet, fordi de som 13-årige fik fortalt, at deres ubehag i puberteten var en »transidentitet«, der skulle bekræftes med først kanyle og siden kniv.

At reducere vores modstand til »populisme« er ikke bare en stråmand – det er etisk fallit. Og dét er den egentlige »identitetsfælde« for nu at bruge kulturredaktørens eget sproglige billede: en medieklasse, der hellere vil bevare sin egen fortælling end at se de børn i øjnene, der om ti år kommer og spørger, hvorfor ingen sagde fra. Det er ikke bare fattigt, det er farligt – og flere og flere danskere er fuldstændig færdige med det her vanvid.

Jesper W. Rasmussen, næstformand i Dansk Regnbueråd