Leder. Negative ideologier er i frie samfund dømt til at gå under. Ikke kun fordi de insisterer på entydige sandheder og afviser nuancer, men fordi de blokerer for vores evne til at forstå og forbedre verden.
Identitetsfælden
KRITIK og fortrydelse præger den nye forperson for Copenhagen Pride, Benjamin Hansen. I ugens avis tager han markant afstand fra foreningens tidligere kurs, som ifølge ham fjernede fokus fra kerneformålet: kampen for lgbt-rettigheder. I stedet lod man sig rive med af en bredere ideologisk dagsorden, der kulminerede i en politisk udmelding om Israel og Gaza. Over 30 sponsorer trak sig, bestyrelsen gik i opløsning, og foreningen blev kastet ud i en krise.

AF hele miseren kan især én ting udledes: Det seneste årtis dyrkelse af identitet i retfærdighedens navn har været polariserende og skadelig. Det, der skulle fremme frihed og lighed, endte som en ideologisk fælde, hvor afvigelser fra dogmet blev mødt med udskamning. Når man fremover vil forstå, hvad den tysk-amerikanske politolog Yascha Mounk i debatbogen The Identity Trap kalder den identitetspolitiske blindgyde, er Copenhagen Pride et studie værd.
DEN næste fase i debatten om identitet begynder at tage form, båret frem af kritiske stemmer som den kunstuddannede skribent Dean Kissick. Med essayet Den Malede Protest satte han strøm til kunstverdenen med sin kritik af, hvordan politiseret samtidskunst har kvalt kunstens eksperiment og universelle potentiale. En anden, der bidrager med fornyende begreber og blik for tidens reelle problemer, er sociologen Musa al-Gharbi, som i We Have Never Been Woke peger på, hvordan moralsk protest ofte drives af en presset kreativ klasse, ikke af kampen for lighed, men i et forsøg på at fastholde egen relevans.
NEGATIVE ideologier er i frie samfund dømt til at gå under. Ikke kun fordi de insisterer på entydige sandheder og afviser nuancer, men fordi de blokerer for vores evne til at forstå og forbedre verden. Har kritikken af venstrefløjens såkaldt progressive verdenssyn været velsignelsesrig, risikerer vi at ende i nøjagtig samme identitetspolitiske fælde, blot fra højrefløjen. Derfor kritiseres Dansk Regnbueråd, der trods ønsket om at frigøre regnbuebevægelsen fra venstrefløjens identitetspolitik selv fastholder en snæver, kønsfikseret dagsorden. Dens kritik af »barnetransitioner« emmer af en konspiratorisk retorik, der spejler højrefløjens populisme og fremmer splittelse, ikke mindst på bekostning af transpersoner, der fremstilles som en særskilt, alvorlig trussel mod samfundet, selvom historien viser, hvor udsat netop denne gruppe er i det øjeblik, tidsånden vender, og mere konservative tankesæt tager over.
OPBYGGELIGHED er, hvad vi har brug for efter et formørket årti, hvor vores identiteter kom til at fylde alt for meget. Det kræver, at vi genforhandler forholdet mellem minoritet og majoritet. I en periode blev der talt og handlet, som om minoritetserfaringen skulle ophøjes til norm; men minoriteter må insistere på beskyttelse, ikke dominans. Fokus må tilbage på de reelle problemer: stigende homofobi, for eksempel blandt den herboende muslimske befolkning; politisk tilbagerulning af minoriteters rettigheder, som det aktuelt ses i blandt andet Storbritannien, efter at en højesteretsdom i april slog fast, at en kvinde er en person, der er født hunkøn; og statslige angreb på seksuelle minoriteter, ofte camoufleret som »beskyttelse af børn«, en drejebog for det forløb kendes fra Rusland. Som forfatteren Tage Skou-Hansen engang skrev: »Fronterne for det nødvendige opgør skifter ustandseligt.«
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
Del: