Der skal ikke længere herske nogen tvivl. Copenhagen Pride handler om lgbt-rettigheder og intet andet. Sådan lyder det fra Benjamin Hansen, forperson i organisationen bag den årlige parade, som lørdag den 16. august endnu en gang vil slange sig gennem Københavns gader.

Copenhagen Pride er med en møjsommelig kraftanstrengelse i færd med at rejse sig igen ovenpå, hvad der har været den værste periode i paradens historie. Udefra set begyndte det hele i et opslag på Facebook 21. februar 2024. Her skrev organisationen, at man ville stille spørgsmål til kommercielle partnere om deres aktiviteter i Israel og Palæstina. Enhver »partner, der ikke kan give tilfredsstillende svar [...] vil ikke være vores partner i 2024«, lød det i opslaget.