Hvis der er noget, der kan gøre mig fuldstændig first-world-problems-ude-af-proportioner-ud-af-kroppen-rasende, så er det udvalget på myslihylderne i supermarkedet. Der er altid 5.000 muligheder, hvoraf alle er forkerte. Kombinationerne af ingredienser er altid lidt ved siden af. Blandingerne er for søde og for dyre, står og harskner af moralsk tvivlsom palmeolie, og der er rosiner i det hele. Der er ikke noget objektivt galt med rosiner, de er bare blevet associativt ødelagt af at blive brugt som erstatning for slik – en sund snack – noget, man spiser i stedet for noget, man har lyst til, og følgelig har de en bismag af skuffelse. Måske finder man en blanding med dadler i, men så er det sammenlagt halvanden procent af indholdet. Og så er det sikkert i kombination med kokos eller sesam eller noget andet, man hellere skulle have puttet i en nudelsalat. Og så er der altid alt for mange havregryn i forhold til de sjove ingredienser.

Nå. Men en hurtig og nem måde at føle sig som et overmenneske, der tager hånd om sin egen skæbne, er at lave sin egen granolablanding, hvor alle ingredienser passer en. Smagen af frihed og handlekraft. Og pistacienødder. Desuden er det (hvis man kan styre sig) billigere – og nogle virkelig lette blærepoint, hvis man har gæster til morgenmad. Så kan De underholde med, at mysli etymologisk kommer fra det schweizertyske Müesli, som er en diminutiv (altså en kæleform) af Mues, som betyder »mos« eller »æltet masse«. En lille nuttet masse, simpelthen. Granola er etymologisk sat sammen af grano, italiensk for »korn« og så det såkaldt kommercielle suffix -ola, som man kan tilføje ord for at gøre dem til brands – for eksempel Motorola.