Vinterskader

Nu hvor vårsolen skinner, trækfugl efter trækfugl føjer sig til sangerkoret, og bøgen har indledt sit udspring, er det trist og nærmest bagstræberisk at skulle beskæftige sig med vinterens gerninger, men erfaringsopsamling efter hver gennemlevet og overstået vinter i haven kan være ret nyttig på lidt længere sigt – inden al erindring udviskes eller fortrænges af den grønne tids herlighed. Havedyrkning foregår jo i stor udstrækning på kanten af det klimatisk mulige. I gamle dage var det frosten i sig selv – de benhårde, typisk tocifrede minusgrader – der kunne gøre det af med sarte vækster, som af ihærdige, grænsesøgende og optimistiske havedyrkere var blevet bragt langt længere mod nord, end deres naturlige udbredelse og tålegrænser umiddelbart tilsagde. Det gjaldt både vækster i, over og under jorden.

De seneste mange år er vinterfrosten, selv i barfrostdøgnene uden beskyttende snedyne, sjældent nået mere end få centimeter i dybden. Det kan på den baggrund lyde overforsigtigt, når man herhjemme regner med 120 centimeter for vandrør og fritstående fundamenter og 90 centimeter under uopvarmede bygninger som »frostfri dybde« – det vil sige den dybde, man mindst skulle ned i for at være sikker på ikke at blive ramt af selv den hårdeste vinterkulde. Det er tydeligvis en margen, der tager højde for fimbulvinteren – og som ikke har været udfordret i mange årtier og vel næppe heller blev det under de berygtede, særdeles strenge krigsvintre i 1940erne, der tog livet af mange vækster i have og natur. Medmindre klimaændringerne ændrer kurs mod en ny istid, ser det ikke ud til at ske foreløbig.