Kylling Kyiv

Da den russiske invasion af Ukraine brød ud, og beboerne i hovedstaden Kyiv forberedte sig på en bykrig, der heldigvis aldrig kom, ved at lave molotovcocktails og bygge afspærringer, kunne jeg ikke modstå at føle en vis sult. Al den snak om byen Kyiv, dengang stadig kaldet Kiev, fremkaldte fjerne minder fra en rejse til Litauen, jeg var på i 1990erne med min familie, da jeg var cirka 13 år gammel. Det var især mindet om én særlig ret, som var at finde på alle menukortene dengang, der hjemsøgte mig i de dage: kylling Kyiv. En herlig paneret kyllingeret med et flydende fyld af delikat kryddersmør.

Når jeg bruger ordet »hjemsøge«, skal det forstås konkret. For jeg følte et grundlæggende ubehag ved at sidde derhjemme og se en dødsensangst befolkning stå og forberede sig på en potentielt altødelæggende bykrig, mens jeg var sulten efter kylling. Jovist, med lidt god vilje kunne man vinkle det at lave kylling Kyiv under slaget om Kyiv som en patriotisk, solidarisk handling, der symboliserer støtte med det modige ukrainske folk. Men det kræver alligevel en vis kapacitet for skamløshed at frame sin aftensmad på den måde.