Who loves you, baby?

Forleden var jeg i færd med at genne min søn ud af vuggestuen, forcere forhindringsbanen af høje dørhåndtag, låste låger og tunge døre, da en pige bag mig begyndte at nynne-synge en børnesang meget klart, højt – og fuldstændig rent. Måske var det »Lille Peter Edderkop«, jeg genkendte den i hvert fald med det samme og tænkte, det var satans. Maksimalt to år og ti måneder – ellers ville hun have været i børnehave – og allerede i stand til at ramme en længere tonerække bedre end adskillige voksne mennesker, jeg kender. Min næste tanke var, at det må jeg lige arbejde på med mit eget barn. Der var i hvert fald noget at leve op til. Nej, det passer ikke. Jeg tænkte simpelt og skamfuldt: Ærgerligt, at han ikke kan synge lige så godt.

Sådan noget skal man selvfølgelig ikke sige højt – især ikke til barnet selv, hvorfor jeg håber, at denne tekst er rykket godt ned på listen over søgeresultater, når min søn er blevet gammel nok til at læse og google. Til daglig giver jeg nemlig ikke udtryk for meget andet, end at han er utrolig dygtig til at hoppe på trampolin, lyne sin jakke og tisse i en potte. For dem, der ikke har små børn: Det svarer nogenlunde til at rose en voksen mand for hans fastforrentede lån, pensionsopsparing og kursoriske viden om naturvin.