Cafédød. De parisiske fortovscafeer har overlevet revolutioner og rygelove, men kan de overleve den heftige blanding af klimatiltag, kolde vintre og ekstremt hede somre? Og hvad sker der med Paris, hvis så vigtig en del af byens ansigt forsvinder?
Urban ørkenvandring
PARIS – »Det var en af disse sommeraftener, hvor Paris manglede luft. Byen – hed som en bageovn – syntes at svede i den kvælende nat. Kloakkerne lod deres stinkende ånde sive ud gennem granitmundingerne, og conciergerne sad i skjorteærmer på bambusstole i døråbningerne, mens fodgængerne slæbte sig af sted med sved på panden og hatten i hånden.«
Sådan sætter Guy de Maupassant scenen for sin hovedpersons møde med Paris i romanen Bel-Ami (smukke ven) fra 1885. Og ser man bort fra conciergerne – som de fleste beboelsesbygninger har sparet bort for flere år siden – er gadebilledet stort set det samme i dag som dengang: Heden trykker allerede fra morgenstunden, når solens skoldende stråler rammer gaderne, og selvom byens cafeer dagligt vasker fortovene, kan man efter flere måneder uden regn ikke rigtig få bugt med den sødlige dunst, der stiger op og blander sig med kloakkernes ånde som et 140 år gammelt ekko af Maupassants malende beskrivelse.
