Vejrfænomen. En usædvanligt kraftig El Niño er under optræk. Den kan afføde hedebølger, oversvømmelser og tørke, men vi er heldigvis bedre rustet end i 1877.
Superdrengen
Fænomenet har allerede fået sit dramatiske navn: En »Super-El Niño« er på vej, lyder det i både danske og udenlandske medier, ledsaget af varsler om globalt ekstremvejr og, ifølge The Guardian, potentielt tusindvis af dødsfald alene i Indien. Flere har draget paralleller til en berygtet El Niño fra 1877-78, som kostede millioner af liv.
Bag overskrifterne ligger en mere nøgtern, men stadig opsigtsvækkende, meteorologisk udmelding. Verdens Meteorologiske Organisation, WMO, skrev i sidste uge, at en El Niño allerede har udviklet sig i det tropiske Stillehav, og at den kan blive forstærket til det, WMO betegner som en »kraftig« hændelse i løbet af juli-september. Prognosen bygger på 13 forskellige modeller, som ifølge WMO denne gang er usædvanligt enige.

